Nyt fra Sekretariatet 08/2018

Ledelsestræf 1.-2. marts

Ikke færre end 470 mennesker har tilmeldt sig Danske Gymnasiers Ledelsestræf 2018, der finder sted i næste uge på Nyborg Strand. Vi glæder os til at se jer alle sammen til to forhåbentlig hyggelige og udbytterige dage. Det endelige program kan ses på vores hjemmeside.

Vejledning om fortegnelse (databeskyttelsesforordningen)

Datatilsynet og Justitsministeriet har udsendt en vejledning om de fortegnelser, som dataansvarlige og databehandlere, i henhold til databeskyttelsesforordningen, skal føre over deres behandling af personoplysninger.
Vejledningen kan findes her. 
Danske Gymnasiers arbejdsgruppe for databeskyttelse er på nuværende tidspunkt i gang med at udarbejde en procedurebeskrivelse omkring fortegnelsen med afsæt i ovenstående vejledning fra Datatilsynet og Justitsministeriet. Den forventes at blive offentliggjort i midten af marts.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Datatilsynet offentliggør skabelon til databehandleraftaler

Datatilsynet har offentliggjort en databehandleraftale skabelon, som har til formål at hjælpe dataansvarlige og databehandlere med at efterleve kravene til databehandleraftaler i Databeskyttelsesforordningen.
Danske Gymnasiers arbejdsgruppe for databeskyttelse er på nuværende tidspunkt i gang med at udarbejde en databehandleraftale med afsæt i ovenstående skabelon fra Datatilsynet. Den forventes at blive offentliggjort i midten af marts.
Læs mere på datatilsynets hjemmeside.
Kontakt: Julie Sigh,tlf: 2624 1667

Kortlægningsskabelon – databeskyttelsesforordningen

Danske Gymnasiers arbejdsgruppe for databeskyttelse har i samarbejde med IT-Center Fyn udarbejdet en kortlægningsskabelon, der kan anvendes i forbindelse med implementeringen af databeskyttelsesforordningen.
Der er tale om to skemaer samt et vejledningsdokument.
Skemaerne er tænkt som inspiration eller som skemaer, skolerne blot kan arbejde videre i.
Skemaerne kan findes på Danske Gymnasiers hjemmeside under ”skabeloner og vejledninger”, bag login.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Børn og unge på rejse

Visse lande tillader ikke børn og unge at rejse ind/ud, med mindre deres forældre ledsager dem, eller med mindre den, som barnet rejser med, har en skriftlig tilladelse fra forældrene til rejsen.
Danske Gymnasier har udarbejdet en samtykkeerklæring på dansk, der som udgangspunkt kan anvendes i de situationer, hvor et land kræver dokumentation for rejsen med børn/unge.
Samtykkeskabelonen kan findes på Danske Gymnasiers hjemmeside, under ”skabeloner og vejledninger”, bag login.
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man finde informationer om at rejse med børn. Her er rådet, at man kontakter ambassaden eller konsulatet for det land, som den unge skal rejse til.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Eksaminander har ret til indsigt i eksaminators vurdering og bedømmelse.

EU-Domstolen har i en ny afgørelse fortolket retten til indsigt i henhold til den nugældende persondatalovgivning (persondatadirektivet og persondataloven).
Denne rettighed giver eksaminanden ret til at få indsigt i sin eksamensbesvarelse samt de rettelser og kommentarer, som eksaminator udarbejder i forbindelse med bedømmelsen af eksaminandens præstation ved eksamen.
Selvom dommen er afgjort efter persondatadirektivet, forventes den også at få betydning efter den 25. maj 2018, hvor databeskyttelsesforordningen finder anvendelse.
Dommen kan læses her.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Høring vedrørende Forberedende Grunduddannelse (FGU)

Danske Gymnasier har haft udkast til fire lovforslag vedrørende forberedende grunduddannelse i høring.
Lovudkastene har til formål at gennemføre Aftale om bedre veje til uddannelse og job vedrørende etablering af en ny forberedende grunduddannelse (FGU).
Danske Gymnasiers høringssvar er tilgængelige på foreningens hjemmeside.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Orientering om høringsudkast til justering af retningslinjer om faglige mindstekrav

Danske Gymnasier har til orientering modtaget en høring fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse vedr. de faglige mindstekrav for universitetsuddannelser rettet mod undervisning i gymnasiet og i gymnasiale fag i eux-forløb.
Retningslinjen er en udmøntning af den høring, som blev udsendt i efteråret 2017 vedrørende lærerkompetencer på det gymnasiale område. Danske Gymnasier afgav i den forbindelse høringssvar.
Da Danske Gymnasier udelukkende har fået høringen til orientering og dermed ikke var høringsberettiget, er der ikke udarbejdet et høringssvar.
Kontakt: Julie Sigh, tlf: 2624 1667

Fordele og ulemper i sammenlægninger

For at sikre unge uddannelser i alle egne af landet kan campusdannelser eller egentlige fusioner være en mulighed. Men almene gymnasier stilles økonomisk ringere, når tilskuddene skal fordeles efter en fusion. I temaet ”Alene og sammen” tager vi en tur til Struer, hvor Struer Statsgymnasium har mange andre uddannelser på paletten end blot stx. Det giver eleverne perspektiver i undervisningen.
Kontakt: Finn Georg Bald, tlf: 33 18 8271

Nyt Orienteringsbrev om implementering af gymnasiereformen

Den nye vejledning til institutionernes kvalitetssystem er nu offentliggjort på undervisningsministeriets hjemmeside.
Samtidig har underviningsministeriet afskaffet og indført en række nye skriftlige prøver. Man kan læse mere om dem i den nye eksamensbekendtgørelse og ministeriet har tillige udarbejdet en oversigt over, hvornår de nye skriftlige prøver stilles første gang, og hvornår de gamle prøver stilles sidste gang. I oversigten kan man også læse, om der ved en given prøve er adgang til internettet eller ej.
Hele Orienteringsbrevet kan læses her.

Konference om Karakterer, bedømmelse og elevstrategier på ungdomsuddannelserne

Aktuelt er der en stigende opmærksomhed omkring det ensidige fokus på karakterer som eneste pejlemærke for elevers læring og kompetenceudvikling. Samtidig udtrykker både forskere og dagspressen bekymringer omkring, hvad præstationskulturen betyder for de unges uddannelsesstrategier og trivsel.
På baggrund af et netop afsluttet forskningsprojekt om karakterer, bedømmelse og elevstrategier på ungdomsuddannelserne (med hovedvægt på STX), fremlægger Forum100% og CeFU centrale resultater og anbefalinger på en konference, hvor der også er mulighed for at networke og videndele om karakterer, bedømmelsesformer og de unges læring på ungdomsuddannelserne med de skoler, der har deltaget i undersøgelsen og med forskerne fra CeFU.
Konferencen finder sted tirsdag den 13. marts 2018, 9.30-14.15 på Auditoriet på Syddansk Erhvervsskole, Petersmindevej 1F, 5000 Odense
Tilmelding senest d. 5. marts 2018

Kompetent informationsforsyning i gymnasieskolen kommer ikke af sig selv

På baggrund af de foreløbige resultater fra projektet DEFF-projekt om digital informationsforsyning i gymnasieskolen inviterer DEFF, SDU og Danske Gymnasier til temadag:
Det er torsdag den 5. april kl. 10.00-14.30 Nyborg Gymnasium, Skolebakken 13, 5800 Nyborg
Gymnasiesektoren leder i disse år efter sit ståsted mellem digitalisering og læremidler. Projektet har siden august 2016 – efter en længere foranalyse – leveret kvalitetssikret og videnskabeligt indhold til en række forsøgsklasser på i alt ni gymnasier.
Projektet afsluttes til sommer. På temadagen fremlægger projektledelsen og følgeforskerne de foreløbige konklusioner, idet der samtidig bliver mulighed for videndeling og en diskussion om fremtiden.
Du finder tilmelding og program for konferencen her.

KOMMENDE KURSER

Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring –
tilmeldingsfrist den 12. marts 2018

Kurset ” Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring” afholdes
den 12. – 13. april 2018 på Comwell Korsør. Kurset giver viden om og træning i kvalitetsudviklende samtaler som feedback, undervisningssupervision og kollegavejledning for at udvikle den generelle kultur på gymnasiet med et fælles sprog og metode til konstruktive feedback. Kurset henvender sig til lederteams, pædagogiske ledere, vicerektorer og rektorer, der har fokus på pædagogisk ledelse af elevernes læring gennem ledelse af lærernes læring.
Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf: 3318 8261