Nyt fra Sekretariatet 5/2020

Valg til udvalget for pædagogiske ledere ved Ledelsestræffet den 28. februar 2020
Danske Gymnasiers udvalg for pædagogiske ledere (PL-udvalget) består af en formand, fem regionsrepræsentanter og et øvrigt medlem. Ved regionsmøderne på Ledelsestræf 2020 er der følgende ordinære valg til PL-udvalget (valg for en 2-årig periode):

  • Region Syd: Der skal vælges regionsrepræsentant og suppleant. Jette Nørgaard fra Rosborg Gymnasium & HF genopstiller som regionsrepræsentant.
  • Region Sjælland: Der skal vælges regionsrepræsentant og suppleant. Sigrid Egeskov Andersen fra Køge Gymnasium genopstiller som regionsrepræsentant, og Tine Marie Foldrup fra Slagelse Gymnasium genopstiller som suppleant.
  • Region Hovedstaden: Der skal vælges regionsrepræsentant og suppleant. Sofie Paludan fra Rødovre Gymnasium genopstiller som regionsrepræsentant, og Rikke Slivsgaard fra Gentofte Studenterkursus genopstiller som suppleant.

Man kan få mere viden om udvalgets arbejde ved at kontakte udvalgets formand Anne-Mette Krejberg eller læse mere på Danske Gymnasiers hjemmeside.
Hvis man ønsker at stille op ved valget i Region Syd, Sjælland eller Hovedstaden, kan man sende en mail til Louise Bülow. Det er også muligt at melde sit kandidatur på selve regionsmødet.
Kandidater bedes være opmærksomme på, at der afholdes et frokostmøde for det nye udvalg i forlængelse af Ledelsestræffet den 28. februar kl. 12.30-13.30.
Kontakt: Louise Bülow, tlf: 3318 8265

Vejledning til årsrapport 2019
Ministeriet har oplyst, at der pt. ikke er en vejledning tilgængelig for målrapporteringen til årsrapporten for 2019. Det skyldes, at ministeriet er nødsaget til at opdatere vejledningen på grund af ændringer i en række data, herunder opgørelse af arbejdstidens anvendelse og data for fuldførelsesprocenter mv.
Ministeriet forventer, at der er en opdateret vejledning tilgængelig på deres hjemmeside i løbet af få dage.
Kontakt: Simon Heidemann Eriksen, tlf: 3318 8269

Adgang til virtuelle laboratorier
Børne- og Undervisningsministeriet har indgået en aftale Labster, der giver alle stx, hhx, htx og hf gratis adgang til udvalgte virtuelle laboratorier indenfor biologi, kemi og fysik.
Læs mere om projektet på EMU. Og se de 4 virtuelle laboratorier, som gymnasierne kan gøre brug af.
Undervisere og elever kan tilgå de virtuelle laboratorier direkte. Eksempelvis ser et link sådan her ud.
Denne korte introduktionsvideo giver mere information om Labster.
Labster tilbyder også gratis webinar om kompetenceudvikling indenfor virtuelle laboratorier for alle undervisere i gymnasiet d. 4. februar 2020.
Læs mere om eventet.
Kontakt: Alexander Mortensen, tlf: 4160 0313

Konference om demokrati og medborgerskab
Som afslutning på satspuljeprojektet om forebyggelse af radikalisering og social kontrol inviterer UVM’s læringskonsulenter til konference om demokrati og medborgerskab.
Konferencen har titlen ”Demokrati og medborgerskab: Når institutioner og skoler giver børn og unge demokratisk selvtillid”
På konferencen vil professor i ungdomsforskning Noemi Katznelson og forsker i radikalisering og ekstremisme Christer Mattsson give inspiration til arbejdet med at omsætte faglig viden om demokrati og medborgerskab til praksis. Derudover vil der være praksisnær sparring og inspiration fra en række skoler og institutioner, som har arbejdet sammen med læringskonsulenterne om konkrete udfordringer inden for demokratisk dannelse, dialog og fællesskab. På konferencen vil de dele ud af deres erfaringer, og deltagerne vil få mulighed for faglig sparring, drøftelse af problemstillinger og for at netværke med hinanden.
Konferencen bliver afholdt på Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg d. 21. april 2020 klokken 9.30 til 16.00. Nærmere program for dagen bliver offentliggjort senere.
Fristen for tilmelding er d. 7. april 2020.
I løbet af projektet er der udviklet materiale til brug i undervisningen på alle alderstrin. Det hele er tilgængeligt på projektets hjemmeside.

Kommende kurser
DEN LOVPLIGTIGE ARBEJDSMILJØUDDANNELSE
– TILMELDINGSFRIST 6. FEBRUAR 2020

Kurset afholdes den 10.-12. marts 2020 på Severin Kursuscenter i Middelfart.
Formålet med den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse er, at nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og nyudpegede arbejdsledere får viden og redskaber til at kunne varetage arbejdsmiljøarbejdet på egen arbejdsplads. Undervisningsformen vil veksle mellem oplæg, arbejde og dialog i mindre grupper og i plenum.
Målgruppen for Arbejdsmiljøuddannelsen er nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og nyudpegede ledere, med ansvar for arbejdsmiljøet samt tidligere uddannede, der ønsker genopfriskning af kursus.