Arbejdstilsynet gennemfører målrettet indsats mod covid-19 på ungdomsuddannelser på den københavnske vestegn

Beskæftigelsesministeriet meddelte i en pressemeddelelse den 14. november, at Arbejdstilsynet skærper indsatsen mod corona. Derfor gennemfører de i de næste to uger en målrettet indsats på ungdomsuddannelser på den københavnske vestegn. Fokus vil være på vejledning og smitteforebyggelse af covid-19.

Lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19 m.v.

Folketinget har vedtaget en ny lov, der giver arbejdsgivere adgang til:

  • at pålægge en ansat hurtigst muligt at blive testet for covid-19 og oplyse arbejdsgiver om resultatet. En ansat, der ikke efterkommer et pålæg om test, vil kunne mødes med ansættelsesretlige sanktioner. Det kræver dog, at den ansatte er blevet skriftligt oplyst om, at sådanne sanktioner kan tages i anvendelse, hvis pålægget ikke efterkommes.
    Det følger af loven, at har arbejdsgiveren pålagt en ansat at tage en test, skal den så vidt muligt gennemføres i den ansattes sædvanlige arbejdstid. Er det ikke muligt, skal den ansatte kompenseres økonomisk for den tid, der bruges på testen. Endvidere skal den ansatte have dækket eventuelle rimelige udgifter, der afholdes i forbindelse med gennemførelsen af en pålagt test.
  • at pålægge en ansat hurtigst muligt at give arbejdsgiveren oplysning om et positivt testresultat, samt hvornår testen er foretaget.

En ansat, der ikke opfylder oplysningspligten, kan mødes med ansættelsesretlige sanktioner.

Forpligtelser for arbejdsgiveren, hvis en ansat pålægges at tage en test:

  • Et pålæg skal være sagligt begrundet i hensynet til at begrænse spredningen af smitte med covid-19, herunder arbejdsmiljøhensyn, eller i væsentlige driftsmæssige hensyn for gymnasiet.
  • Det betyder, at medarbejderen skal have skriftlig information om at ville blive pålagt at blive testet for covid-19 samt en begrundelse herfor.
  • Det betyder også, at samarbejdsudvalget og arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages og informeres.
  • Der er også krav om, at testen skal gennemføres på betryggende måde i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som relevante myndigheder har fastsat herfor.

En ansat kan tilkendes en godtgørelse, hvis en arbejdsgiver ikke har opfyldt sine forpligtelser i forbindelse med et pålæg om at blive testet.

Databeskyttelsesmæssige overvejelser
Af lovbemærkningerne fremgår det, at der indføres nationale særregler for behandling af ikke-følsomme og følsomme personoplysninger. Det gør der med henvisning til hensyn til at forfølge et legitimt formål, herunder når det er nødvendigt for at hindre udbredelse af covid-19. Det sker med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk.1, litra e, idet behandlingen af almindelige personoplysninger vil være nødvendig af hensyn til opgaver i samfundets interesse, samt med hjemmel i artikel 9, stk. 2, litra g, idet behandlingen af særlige personoplysninger også vil være nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser.
Kontakt: Sine Dreyer Skjoldan, tlf: 3318 8273

Taxametertilskud til fjernundervisning

På en fælles henvendelse fra Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Danske HF&VUC, Danske SOSU-skoler og FGU Danmark svarer børne- undervisningsministeren den 12. november 2020: ”Jeg har forståelse for, at der kan være særlige situationer som følge af covid-19, hvor I kan have behov for i øget omfang at afvikle dele af undervisningen virtuelt. Det kan f.eks. være i situationer, hvor en underviser er hjemsendt og afventer testsvar/eller barns testsvar, men ikke er syg og derfor fortsat vil kunne undervise sin klasse eller sit hold virtuelt hjemmefra. Jeg er derfor indstillet på at fastsætte særlige covid-19 tilskudsregler, som vil indebære, at der i sådanne situationer ydes fuldt taxametertilskud.”
For alle gymnasiale uddannelser gælder det (jf. AGV-instruksen pkt. 8.4.3 samt finansloven § 20.42.02), at der for den del af fjernundervisningen, der overskrider 10 pct. af den samlede undervisning på uddannelsen i kalenderåret, sker en reduktion af tilskuddet til 75 pct. af den sædvanlige undervisningstakst, mens bygningstaxameteret bortfalder, og fællesudgiftstaxameteret tildeles uændret. Den del af fjernundervisningen, der ikke overskrider 10 pct. af den samlede undervisning på uddannelsen, udløser fuldt tilskud.
Med ministerens svar lægges der op til, at undervisning, der omlægges til fjernundervisning med henvisning til covid-19 situationen, i alle tilfælde udløser fuldt tilskud.
Kontakt: Peter Bech Sørensen, 3318 8267 eller Simon Heidemann Eriksen, 3318 8269

KOMMENDE KURSER

KURSUS I FOREBYGGELSE OG HÅNDTERING AF SEKSUEL CHIKANE
– TILMELDINGSFRIST 2. DECEMBER 2020

Kurset afvikles virtuelt, og du kan vælge at deltage den 9. eller 10. december 2020.
Kurset klæder ledere og mellemledere på til at understøtte et chikanefrit miljø på gymnasierne og skabe yderligere klarhed om de rammer og tiltag, som kan iværksættes for at forebygge og håndtere klager vedrørende sexchikane. Kurset henvender sig til ledelsen på gymnasierne, og det kan være en fordel at deltage flere ledere fra samme skole.

ARBEJDSMILJØSEMINAR
– TILMELDINGSFRIST 16. DECEMBER 2020

Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske Gymnasier inviterer til arbejdsmiljøseminar ”arbejdsmiljøudfordringer i arbejdet med og mellem mennesker” den 28. og 29. januar 2021 på Sinatur Hotel i Nyborg.
Sammen sætter vi fokus på de belastninger, moralske dilemmaer og følelsesmæssige krav, man kan stå i som gymnasielærer og leder. Desuden ser vi på, hvordan kommunikation som redskab kan hjælpe arbejdsmiljørepræsentanter og ledere med en række arbejdsmiljøudfordringer i dagligdagen.
Seminaret er primært for arbejdsmiljørepræsentanter og ledere. På seminaret får du indblik i ny og aktuel viden om arbejdsmiljø, og du kan sparre om konkrete problematikker med andre dygtige arbejdsmiljørepræsentanter og ledere fra hele landet.

 KLAR TIL LEDELSE
– TILMELDINGSFRIST 17. DECEMBER 2020

Kurset består af to moduler på følgende datoer:

  • Den 21.-22. januar 2021
  • Den 17.-18. marts 2021

Begge moduler afholdes på Comwell Korsør (inkl. overnatning).
Kurset er et talentudviklingsforløb for gymnasielærere, som har mod på at blive udfordret på, hvad ledelse egentlig kræver, og lyst til at afklare, om man ønsker at gøre ledelse til en karrierevej.

KURSUS FOR NYE REKTORER OG VICEREKTORER
– TILMELDINGSFRIST 18. DECEMBER 2020

Kurset afholdes den 3.-5. februar 2021 på Comwell Kellers Park i Vejle.
Kurset giver nyansatte rektorer og vicerektorer overblik over ledelsesarenaen, værktøjer til at løse de daglige ledelsesopgaver, styrke det personlige lederskab samt mulighed for at skabe et netværk til fremtidig erfaringsudveksling.
Kurset henvender sig til rektorer og vicerektorer, der for nylig er tiltrådt, og som ikke tidligere har været på lignende kurser.

KURSUS FOR PÆDAGOGISKE LEDERE
– TILMELDINGSFRIST 5. MARTS 2021

Kurset afholdes den 7.-8. april 2021 på Comwell Korsør.
På dette kursus kommer man rundt om jobbet som offentlig mellemleder på en gymnasial uddannelsesinstitution. Du vil også blive introduceret for emner som ledelse af gymnasieskolens kerneydelse, arbejdet i ledelsesteamet, gymnasieskolens formelle struktur og organisering, forvaltningsmæssig håndtering af personalesager, ledelsesopgaven som pædagogisk leder mm. Kurset henvender sig til pædagogiske ledere, som ikke tidligere har været på lignende kurser.

PÆDAGOGISK LEDELSE GENNEM FEEDBACKSAMTALER OG AKTIONSLÆRING
– TILMELDINGSFRIST 26. MARTS 2021

Kurset afholdes den 20.-21. april 2021 på Comwell Korsør.
Formålet med kurset er at give gymnasieledere viden om og træning i kvalitetsudviklende samtaler som feedback, undervisningssupervision og kollegavejledning for at udvikle den generelle kultur på gymnasiet med et fælles sprog og metode til konstruktive samtaler.
Kurset henvender sig til lederteams, pædagogiske ledere, vicerektorer og rektorer, der har fokus på pædagogisk ledelse af elevernes læring gennem ledelse af lærernes læring.
Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk.
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf: 3318 8261