Nyt fra Sekretariatet 46/2018

 

Adgang til Skoda-tjenester i 2019

Når platformen Skoda lukker ved årsskiftet, skal institutioner hver for sig tage stilling til, hvilke tjenester, man fortsat ønsker at abonnere på. DEFF og DBC har oplyst, at man har afsluttet forhandlinger med de enkelte tjenester om uddannelsesinstitutionernes adgang i 2019. Sekretariatet er i dialog med ministeriet om en teknisk løsning, og det er forventningen, at der kan etableres adgang med UNI-login via genveje på institutionernes egne hjemmesider. Sekretariatet vender tilbage med vejledning i den tekniske opsætning, når der er en endelig afklaring. Institutioner, der har taget stilling til, hvilke tjenester man ønsker abonnement på fra årsskiftet, kan allerede nu henvende sig med forespørgsel om pris eller tilmelding direkte til:

–    DEFF på tlf.: 3395 4200 om Infomedia, Britannica, Gale m.fl.
–    DBC på tlf. 4486 7777 om Faktalink, Forfatterweb m.fl.

Frist for tilmelding til tjenester hos DEFF er 23. november 2018.

Kontakt Simon Heidemann Eriksen, tlf.: 3318 8269.


Analyse af gymnasielæreres løn

Sekretariatet har udarbejdet en analyse af gymnasielæreres lønniveau til brug for lønforhandlinger mv. på institutionerne. I notatet vises gennemsnitslønnen fordelt på aldersintervaller på både regions- og landsplan i året gående fra 4. kvartal 2017 til 3. kvartal 2018. Analysenotatet er tilgængelig bag login fra danskegymnasier.dk under ”Statistik og analyser”.

Kontakt Simon Heidemann Eriksen, tlf.:  på 3318 8269.


Forsikringsdækning af praktikanter fra universitetet

Flere gymnasier henvender sig til sekretariatet om håndtering af praktikanter fra universitetet. Senest har en skole spurgt til de forsikringsretlige rammer for praktikforløbet både i forhold til personskade og tingsskade. Sekretariatet har været i dialog med STUK, som henviser til bekendtgørelsen om arbejdsskadessikring af uddannelsessøgende m.fl., hvoraf følger, at uddannelsessøgende ikke er omfattet af arbejdsskadeloven, med mindre den uddannelsessøgende deltager i SU-berettiget praktik som led i uddannelsen.

Da en praktikant, som er universitetsstuderende, er berettiget til SU under praktikken, skal  gymnasiet derfor tegne en arbejdsskadeforsikring for vedkommende. Gymnasieskolen skal med andre ord forsikringsdække praktikanter fra universitetet på samme måde, som de ansatte er forsikret. Med hensyn til tingsskader, så skal skolen som udgangspunkt selv dække de skader, som opstår på institutionens løsøre og ejendom. Hvis skaden er forårsaget af praktikanten med vilje eller ved grov uagtsomhed, bliver praktikanten erstatningsansvarlig.

Kontakt: Christina Dyhr, tlf.: 3318 8666.


Film i undervisningen

MPLC (Motion Picture Licensing Company) retter fortsat henvendelser til mange institutioner vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt filmfremvisning i undervisningen har karakter af privat eller offentlig fremvisning, hvor de hævder, at der er tale om “offentlig fremvisning”. Danske Gymnasier henvender sig derfor nu til Kulturministeriet for at få en juridisk afklaring af spørgsmålet. Der vil komme en orientering i Nyt fra Sekretariatet, når der er nyt i sagen.

Kontakt Simon Heidemann Eriksen, tlf.: 3318 8269.


Digital ildsjæledag 7. februar 2019

Under overskriften ”Læring og robotter” holder Danske Gymnasier digital ildsjæledag torsdag den 7. februar 2019 på Nyborg Gymnasium.

Målet er at give deltagerne relevante input til at tackle behovet for øget teknologiforståelse blandt elever og undervisere samt komme med bud på, hvordan det digitale konkret kan bruges i undervisningen. Derudover vil der være oplæg om – og diskussion af de teknologiske kompetencer, som efterspørges på de videregående uddannelser og det arbejdsmarked, som de gymnasiale uddannelser i sidste ende fører til. Der vil inden for kort tid blive åbnet for tilmeldinger og præsenteret et program for dagen.

Kontakt Simon Heidemann Eriksen, tlf.: 3318 8269.


 

Undersøgelse af elevers sundhed og trivsel

Statens Institut for Folkesundhed gennemfører i 2019 undersøgelsen ”Sundhed og trivsel på gymnasiale uddannelser”. Undersøgelsen bidrager til, at gymnasierne får vigtig viden om emnet, og Danske Gymnasier bakker op om undersøgelsen.
I løbet af januar og februar 2019 vil elever på de gymnasiale uddannelser derfor blive inviteret til at besvare et elektronisk spørgeskema i en undervisningstime.
For at kunne forebygge usunde vaner og fremme den mentale trivsel blandt unge er det vigtigt med viden om unges sundhedsadfærd.  Undersøgelsen, som også gennemføres på erhvervsuddannelser, fungerer som opfølgning til ”Ungdomsprofilen 2014”. Deltagende uddannelsesinstitutioner vil modtage rapporter, så data kan få lokal relevans.

Flere oplysninger hos Statens Institut for Folkesundhed, Veronica Pisinger
Læs mere om SFI


Den internationale kandidat
– Uddannelse i udlandet trin for trin

Anthon Østergård Krysiak har udgivet en gratis e-bog, som handler om at studere i udlandet. Bogen omhandler, hvorfor studier i udlandet er en god idé, hvordan man finder den rigtige skole, hvordan man skriver den gode ansøgning, hvordan man finansierer uddannelsen og meget mere. Bogen henvender sig til 2. og 3.g’ere samt studievejledere. Anthon Østergård Krysiak har ifølge bogens oplysninger en MSc in International Finance fra HEC Paris og en BSc in International Business fra CBS.

Læs bogen


Må man opsige en medarbejder, når fleksjobordningen ophører?

Ovennævnte spørgsmål har Sø- og Handelsretten fornyeligt taget stilling til i en sag, som handler om en medarbejder, der blev opsagt, fordi dennes fleksjobordning ophørte. Baggrunden for bortfaldet af fleksjobordningen var, at medarbejderen havde nået folkepensionsalderen. Medarbejderen mente, at opsigelsen var i strid med forskelsloven, og sagen blev herefter anlagt for retten.

I dommen lægger Sø- og Handelsretten til grund, at medarbejderen blev opsagt grundet bortfald af fleksjobordningen og det hertil hørende bortfald af løntilskud til arbejdspladsen. I forlængelse heraf fastslår retten, at det ifølge forskelsbehandlingsloven ikke er muligt at opsige en medarbejder, alene fordi medarbejderen opnår en vis alder. Loven indeholder ikke en undtagelse hertil for så vidt angår en medarbejder ansat i fleksjob. Sø- og Handelsretten henviser dog til Europarådets direktiv om generelle rammebestemmelser for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, som fastslår, at ulig behandling på grund af alder kan være berettiget, hvis uligheden er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Retten vurderer på denne baggrund, at det ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven at opsige en medarbejder, der er ansat i fleksjob med løntilskud, når løntilskuddet ophører ved udløb af fleksjobaftalen grundet medarbejderens folkepensionsalder.
Dommen er anket til Højesteret, som nu skal tage endelig stilling til sagen. Sekretariatet følger sagen og vender tilbage med en gennemgang heraf i et senere nyhedsbrev, når der er afsagt dom i sagen.

Kontakt: Christina Dyhr, tlf.: 3318 8266