Nyt fra Sekretariatet 38/2018

Danske Gymnasier fortsætter kamp mod omprioriteringsbidraget

19. september havde Danske Gymnasier sammen med de 10 andre organisationer i samarbejdet om at afskaffe omprioriteringsbidraget en fælles kronik i Information under overskriften ”Uddannelsesformænd i fælles opråb: Stop nedskæringerne på uddannelse nu”. På de sociale medier kan man være med til at gøre politikerne opmærksomme på konsekvenserne af omprioriteringsbidraget. Det sker under hashtagget #STOP2pctNU

Læs Stop på besparelser på uddannelse 

Kontakt: Louise Bülow, tlf.: 3318 8265.


Er det jer, der skal vinde Undervisningsmiljøprisen?

Hvert år uddeler undervisningsministeren 100.000 kr. til en skole eller studiested, som gør en særlig indsats for at skabe et godt undervisningsmiljø.
Undervisningsmiljøprisen (UMP) kan f.eks. tilfalde en person, klasse, personalegruppe eller skole, som gør en indsats for elevernes eller de studerendes undervisningsmiljø. Den særlige indsats kan både vedrøre det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. De 100.000 kr. tilfalder skolen/studiestedet. Alle kan indstille og alle kan indstilles. Ansøgningsfrist er 1. november 2019 og indstillingen af kandidater til UMP 2019 foregår via formularen på dcum.dk

Vinderen afsløres på skolernes nationale trivselsdag 1. marts 2019. På baggrund af indkomne indstillinger udvælger DCUM vinderkandidater til undervisningsministeren.

Spørgsmål om Undervisningsmiljøprisen til ump@dcum.dk eller tlf.: 72 26 54 00 (DCUM).


 

Regeringens oplæg til besparelser på gymnasiale suppleringskurser

Med finanslovsforslaget for 2019 lægger regeringen op til at spare penge på gymnasiale suppleringskurser (GSK) ved at øge brugen af fjernundervisning, så eksempelvis 75 pct. af undervisningen i sprog, 38 pct. af undervisningen i matematik og 15 pct. af undervisningen i fysik og kemi skal foregå som fjernundervisning. I alt er det målet, at 37 pct. af den samlede GSK-aktivitet skal udgøres af fjernundervisning, hvilket skal give en besparelse på ca. otte mio. kr. årligt.

Danske Gymnasier og Danske HF&VUC har i fællesskab udarbejdet et brev til Folketingets undervisningsudvalg og undervisningsministeren med en opfordring til at droppe de planlagte besparelser på gymnasiale suppleringskurser, som forventes at ville føre til dårligere kvalitet i kurserne og lavere gennemførelse.

Læs brevet

Kontakt: Simon Heidemann Eriksen, tlf.: 3318 8269


Danske Gymnasiers høringssvar om ny fraværsbekendtgørelse

Danske Gymnasier har haft udkast til bekendtgørelse om nedbringelse af fravær i de gymnasiale uddannelser i høring. Forslaget om en ny fraværsbekendtgørelse rummer tre af initiativerne i den fraværspakke, som undervisningsminister Merete Riisager lancerede i foråret, herunder fælles regler for fraværsregistrering, lokale måltal for nedbringelse af fravær og offentliggørelse af skolernes fraværstal.

Danske Gymnasier har udarbejdet et stærkt kritisk høringssvar. Læs høringssvaret på danskegymnasier.dk/hoeringssvar

Kontakt: Christina Dyhr, tlf.: 3318 8266.


#MeToo – lovforslag sendt i høring

Beskæftigelsesministeren har som en følge af det globale fokus, som #MeToo-bevægelsen har skabt om problemer med seksuel chikane på arbejdsmarkedet, sendt et lovforslag om ændring af ligebehandlingsloven i høring. Med forslaget lægges der bl.a. op til, at det i loven præciseres, at arbejdsgivers pligt til at yde lige arbejdsvilkår for kvinder og mænd også omfatter et forbud mod seksuel chikane. Formålet er først og fremmest at tydeliggøre det forbud mod seksuel chikane, som allerede er en del af Ligebehandlingsloven.

Der findes i dansk retspraksis en række eksempler på, at domstolene i sager om seksuel chikane har lagt vægt på, at der på arbejdspladser har været et vist ”frisprog” eller uformel omgangsform. Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at regeringen ser med stor alvor på overtrædelser af forbuddet mod seksuel chikane og med ændringen af Ligebehandlingsloven ønsker at præcisere, at en ”afslappet” eller en ”fri” omgangsform på en arbejdsplads ikke betyder, at man som udgangspunkt skal finde sig i en krænkende adfærd, som ville blive anset for uacceptabel, hvis omgangstonen havde været mere professionel eller restriktiv. Det anføres herefter afslutningsvist i bemærkningerne om dette forhold:
”Det bør derfor ikke i vurderingen af, om der har fundet seksuel chikane sted i strid med ligebehandlingsloven, tillægges vægt, at der på arbejdspladsen var en særlig fri eller uformel omgangsform. Omgangstonen på en arbejdsplads er ikke den enkelte medarbejders valg, og den bør derfor ikke indgå i vurderingen af, om ligebehandlingslovens forbud mod seksuel chikane er overtrådt.”

Med forslaget bliver der herudover foreslået en forhøjelse af lovens godtgørelsesniveau i sager om seksuel chikane, sådan at det ved fastsættelsen af en eventuel godtgørelse kan tillægges vægt, at krænkelsen har udgjort en overtrædelse af forbuddet mod seksuel chikane. Det er i bemærkningerne til lovforslaget anført, at hensigten med denne ændring er at forhøje godtgørelsesniveauet i sager om seksuel chikane med som udgangspunkt ca. en tredjedel i forhold til det nuværende niveau, som i bemærkningerne er fastlagt til ca. 25.000 kr.

Læs lovforslaget  

Kontakt: Christina Dyhr, tlf.: 3318 8266.


 

Hjælp til at løse et alkoholproblem

Som rektor kan det være svært at håndtere en medarbejders alkoholproblem. Derfor tilbyder Alkolinjen 80 200 500 rådgivning og sparring til ledere – både om enkelte situationer og mere generelle spørgsmål om alkoholpolitikker samt alkoholproblemer på arbejdspladsen. Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfunds rådgivningstelefon, Alkolinjen 80 200 500, er Danmarks eneste landsdækkende, professionelt bemandede telefonrådgivning. Alkolinjen er gratis, og alle er som udgangspunkt anonyme. Der er bemanding alle hverdage fra kl. 11 – 15. Uden for tidsrummet kan man lægge besked og bede om at blive ringet op.

Se mere om arbejdspladsers rolle i alkoholproblemer på hope.dk/respektarbejdsplads


Kommende kurser

Når elever klager – tilmeldingsfrist 21. september 2018 – SIDSTE CHANCE

Kurset ” Når elever klager” holdes 1. november 2018 i IDA Mødecenter i København. Kurset lægger vægt på at styrke forvaltningskompetencen hos ledere, der behandler og træffer afgørelse i sager, hvor afgørelsen træffes om elever og med særlig fokus på afgørelser, der kan påklages. Kurset henvender sig til de gymnasieledere, der sidder med disse sager.

Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring -tilmeldingsfrist 21. september 2018 – – SIDSTE CHANCE

Kurset ” Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring” holdes
29. – 30. oktober 2018 på Comwell Korsør. Kurset giver viden om – og træning i kvalitetsudviklende samtaler. Emnerne er feedback, undervisningssupervision og kollegavejledning. Formålet er at udvikle den generelle kultur på gymnasiet med et fælles sprog og metode til konstruktive feedback. Kurset henvender sig til lederteam, pædagogiske ledere, vicerektorer og rektorer, der har fokus på pædagogisk ledelse af elevernes læring gennem ledelse af lærernes læring.

Ledelse af personalet – hvad siger juraen – tilmeldingsfrist 5. oktober 2018

Kurset holdes 8. – 9. november 2018 på Comwell Kellers Park.
Kursets formål  er at styrke personaleledelsen ved et overblik over de retlige rammer i lovgivning og overenskomster for ledelse af medarbejderne på gymnasieskolerne. Hvad gælder fra stillingsopslaget, gennem ansættelsen til medarbejderens ophør på gymnasieskolen. Kurset henvender sig til ledere og mellemledere, og det kan være en fordel at deltage flere ledere fra samme skole.

Klar til ledelse – tilmeldingsfrist 5. oktober 2018

Kurset ”Klar til ledelse” består af to moduler på følgende datoer:
•    Den 12. – 13. november 2018
•    Den 23. – 24. januar 2019

Kurset er et talentudviklingsforløb for gymnasielærere, der har mod på at blive udfordret på, hvad ledelse egentlig kræver og lyst til at afklare, om man ønsker at gøre ledelse til en karrierevej.  Begge moduler afholdes på Comwell Korsør. På kurset lægges der vægt på at have motivation og talent for ledelse.

Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk/kursus

Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf.: 3318 8261.