Nyt fra Sekretariatet 36/2017

Opdaterede takstoverslag

Danske Gymnasier offentliggjorde sidste uge et faktaark vedrørende finanslovforslaget samt et regneark til brug for budgetoverslag for årene 2018-2021. På grund af en revision af ministeriets takstkatalog er enkelte takster blevet justeret. De opdaterede takster i faktaark og regneark til budgetoverslag kan findes på Danske Gymnasiers hjemmeside under Skoledrift – Finanslov og taxameter.

I regnearket til budgetoverslag er taksterne fra 2017 omregnet til 2018-priser, taksterne fra 2019-2020 er baseret på nuværende viden og tager højde for blandt andet den forventede pris- og lønudvikling samt omprioriteringsbidraget.
Kontakt: Sekretariatet tlf.:3318 8260

PS. Ministeriet har lige orienteret os om, at de har lagt nye udgaver af orienteringsbrevene om finanslovforslaget for 2018 for almengymnasiale og erhvervsgymnasiale uddannelser og private gymnasier og studenterkurser på hjemmesiden. 
Ændringen ift. de tidligere udgaver består i, at de har rettet i angivelsen af den procentuelle effektivisering sfa. statens indkøbsprogram. Effektiviseringsprocenten er nu angivet til 1,4 (mod tidligere 1,1) i 2018 og frem.
Denne ændring har ikke betydning for taksterne, som er beregnet med den rette effektiviseringsprocent.


Tælledag og efterårsferie

Flere har spurgt, hvorvidt efterårsferien skal tælle med i beregningen af 60. undervisningsdag.
STUK har svaret, at hvis institutionen har besluttet, at der i et antal dage ikke afholdes undervisning, fx at skolens ferieplan omfatter en efterårsferie, indgår de pågældende dage ikke i beregningen af, på hvilken dato d. 60. undervisningsdag falder.
Kontakt: Sekretariatet tlf.:3318 8260

Møde i referencegruppen om databeskyttelse

Referencegruppen om databeskyttelse, der er nedsat i Undervisningsministeriets regi, mødtes den 4. september 2017. På mødet holdt ministeriet bl.a. et oplæg om dataetik og redegjorde senere for et notat om DPO-rollen, som ministeriet havde udarbejdet. Du finder ministeriets notat på Danske Gymnasiers hjemmeside under Skoledrift – It og forvaltning. Har du spørgsmål til notatet, kan du kontakte Undervisningsministeriet v. Kira Gandrup: Kira.Gandrup@uvm.dk.

Det fremkom på mødet, at ministeriet ikke vil bistå skolerne med vejledninger mv. til brug for arbejdet med implementeringen af persondataforordningen. Danske Gymnasier vil foranlediget heraf ansætte en jurist med erfaring inden for persondataretten, som kan hjælpe vores medlemsskoler med arbejdet.
Kontakt: Christina Dyhr tlf.: 3318 8266

Kammeradvokatens gå-hjem-møde om fratrædelsesaftaler

Kammeradvokaten inviterer gymnasier, professionshøjskoler og erhvervsskoler til oplæg og drøftelse om fratrædelsesaftaler.

Gå-hjem-mødet er arrangeret i et samarbejde mellem Kammeradvokaten og Moderniseringsstyrelsen, da der er konstateret et større behov for en gennemgang og drøftelse af de udfordringer, som mange institutioner står overfor, når et ansættelsesforhold ønskes afsluttet ved indgåelse af en fratrædelsesaftale.

Man vil på arrangementet komme nærmere ind på muligheder og begrænsninger med afsæt i Senior- og Fratrædelsesaftalen, processen ved indgåelse af fratrædelsesaftaler og selve indholdet, de økonomiske spørgsmål – også i forhold til Rigsrevisionen.

Læs mere om arrangementet og tilmelding her:

Kontakt: Christina Dyhr, tlf.:3318 8266

Datoer for Årsmøde og ledelsestræf

Husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen, når Danske Gymnasier holder hhv. Årsmøde 2017 og Ledelsestræf 2018.

To vigtige arrangementer venter forude, når Danske Gymnasier i dagene 22. – 24. november 2017 holder Årsmøde på Hotel Nyborg Strand. Og man kan også med fordel sætte kryds i kalenderen 1. – 2. marts 2018, når der samme sted holdes Ledelsestræf.
Program og tilmelding til Årsmødet kommer primo oktober.
Kontakt: Karina Vittarp Gøling tlf.:3318 8261

Skat har indledt en kampagne målrettet unge under uddannelse

Mange unge er i tvivl om skattespørgsmål, når de går i gang med en uddannelse, for hvordan er det lige med transportfradrag eller med hovedkort/bikort, når man både får SU og har fritidsjob. 

For at hjælpe de unge til at finde svar på spørgsmål om det og meget mere har SKAT oprettet en særlig hjemmeside med gode råd,  som I er velkomne til at formidle videre til jeres elever.
Kontakt: Birgitte Vestermark tlf.: 3318 8264

Sociale medier – tilmeldingsfrist den 8. september 2017 – SIDSTE CHANCE

Kurset ”Sociale medier” afholdes den 9. – 10. oktober 2017 på Comwell Kellers Park i Vejle.
Kurset giver dig viden og konkret træning i at bruge sociale medier professionelt og at forstå og mestre de mekanismer, der kan vinde medietid, skabe værdifulde netværk, forbedre samarbejder, samle folk om en sag og sikre branding. Kurset henvender sig til gymnasieledere og de medarbejdere, som arbejder med kommunikation og sociale medier på gymnasierne.

Temadag om mindset i gymnasier – fra performancekultur til læringskultur
– tilmeldingsfrist den 14. september 2017 – SIDSTE CHANCE

Syv gymnasier har arbejdet sammen over en toårig periode i projektet ”Fra performancekultur til læringskultur” og det er der kommet en mængde indsigter og nogle værktøjer til lærere og elever ud af.
De inviterer derfor gymnasielærere og -ledere til en temadag herom, som afholdes:
•    Den 22. september 2017 kl. 10-15 i København
•    Den 25. september 2017 kl. 10-15 i Odense
•    Den 27. september 2017 kl. 10-15 i Århus

Ledelse af personalet – hvad siger juraen – tilmeldingsfrist den 15. september 2017

Kurset afholdes den 26. – 27. oktober 2017 på Comwell Korsør.  
Kursets formål  er at styrke personaleledelsen ved et overblik over de retlige rammer i lovgivning og overenskomster for ledelse af medarbejderne på gymnasieskolerne. Hvad gælder fra stillingsopslaget, gennem ansættelsen til medarbejderens ophør på gymnasieskolen. 
Kurset henvender sig til ledere og mellemledere, og det kan være en fordel at deltage flere ledere fra samme skole.

SU-Grundkursus – tilmeldingsfrist den 20. september 2017

Kurset afholdes den 24. oktober 2017 på Radisson Blu H.C. Andersens Hotel i Odense.
Kursets formål er at tilbyde nyvalgte medlemmer af Samarbejdsudvalg en branchenær uddannelse.
Gennem SU-grundkurset bliver du bevidst om din rolle som SU-medlem, og du får en grundlæggende forståelse for samarbejdsudvalgets arbejde og opgaver på en gymnasiearbejdsplads. Du får indblik i samarbejdets muligheder og begrænsninger, samt bliver bevidst om de holdninger, der kan føre til et bedre samarbejde. 
Kurset henvender sig til SU-medlemmer på gymnasierne.

Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk
Kontakt: Karina Vittarp Gøling tlf: 3318 8261