Nyt fra Sekretariatet 35/2018

 

Finanslovsforslag for 2019 forlænger besparelser på uddannelse

Regeringens forslag til finanslov for 2019 blev præsenteret torsdag den 30. august 2018, og forslaget rummer ingen gaver til gymnasierne, men derimod en række besparelser. Omprioriteringsbidraget, som har klippet to pct. af uddannelsesinstitutionernes bevillinger siden 2016 forlænges med yderligere et år til 2022.

Læs om de elementer i finanslovsforslaget, som har særlig interesse for gymnasierne. Faktaark om FFL19 under Finanslov og taxameter
Læs også Læg den lange sparekniv tilbage i skuffen
Se det nye takstkatalog fra UVM

Kontakt: Simon Heidemann Eriksen, tlf.: 3318 8269.


Ny viden om undervisningsdifferentiering

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har offentliggjort nye Viden Om-udgivelser om undervisningsdifferentiering, som viser forskellige veje og metoder til differentieret undervisning i gymnasiet.
Det er en kompleks opgave at forberede og gennemføre god undervisning, som byder på faglige udfordringer for alle elever. I den nye Viden Om er der samlet viden og forskning, som kan give undervisere og andet pædagogisk personale et lettilgængeligt overblik over forskellige metoder til differentieret undervisning.

Kontakt: Camilla Huniche, tlf.: 6022 7622


Parallelsamfundsaftalens betydning for gymnasieområdet

Før sommerferien indgik regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en delaftale på undervisningsområdet om at bekæmpe parallelsamfund. Aftalen griber ind i en række love, herunder gymnasieloven, og har netop været til høring. På gymnasieområdet drejer det sig primært om skærpet tilsyn og nye sanktioner – eksempelvis skal ministeren fremover kunne pålægge skoler med vedvarende dårlige resultater ikke at optage elever med lav faglighed. Dette vil forringe institutionernes økonomiske grundlag betragteligt, og derfor har Danske Gymnasier i sit høringssvar opfordret til, at ministeriet i højere grad yder tilskud til at afhjælpe skolerne, så de får en reel mulighed for at forbedre det faglige niveau.

Læs høringssvaret  

Kontakt: Camilla Huniche, tlf.: 6022 7622


 

Afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet

Det var ifølge afgørelse i Ligebehandlingsnævnet i strid med såvel forskelsbehandlingsloven som ligebehandlingsloven at afskedige en kvindelig kørestolsbruger, som netop var vendt tilbage fra barselsorlov.

Sagen omhandler en kvindelig medarbejder, der var kørestolsbruger grundet lammelse fra navlen og ned. Kvinden var ansat i et fleksjob som underviser. Kort tid efter, hun var vendt tilbage fra barselsorlov, blev kvinden afskediget med henvisning til uddannelsesinstitutionens økonomiske situation. Hun havde på opsigelsestidspunktet syv års anciennitet.
Kvinden gjorde efterfølgende gældende, at hun var blevet forskelsbehandlet.
Der blev under sagen fremlagt et referat fra et besparelsesmøde, som var blevet afholdt, mens den afskedigede medarbejder endnu var på barselsorlov. Referatet indeholdt bl.a. oplysninger om den kvindelige medarbejders timetal. I sagen lagde Ligebehandlingsnævnet til grund, at den kvindelige kørestolsbruger var blevet afskediget bl.a. fordi hun på grund af sit handicap var den mindst fleksible af medarbejderne. Kvinden fik derfor medhold i, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven. Yderligere lagde Ligebehandlingsnævnet til grund, at beslutningen om at afskedige kvinden var truffet under hendes barselsorlov. Da uddannelsesinstitutionen ikke havde redegjort nærmere for, hvorfor netop klager blev udvalgt til afskedigelse, fandt Ligebehandlingsnævnet, at uddannelsesinstitutionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i afholdelsen af barselsorlov.

Kvinden blev på denne baggrund tilkendt en godtgørelse efter både ligebehandlingsloven og barselsloven på et beløb svarende til ca. 12 måneders løn.

Læs afgørelsen 

Kontakt: Christina Dyhr, tlf. 3318 8266


Lovforslag giver chefen ret til at se sygemeldtes fortrolige oplysninger

Med et nyt lovforslag får arbejdsgiver som udgangspunkt ret til indsigt i lønmodtagerens helbredsmæssige og lægelige oplysninger. Det kan ske, når oplysningerne er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiver kan varetage sine økonomiske interesser i sager om refusion om sygedagpenge og sager om refusion af ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb – medmindre afgørende hensyn til lønmodtageren taler imod.

Kontakt: Christina Dyhr, tlf. 3318 8266


Netværk for chefer og ansatte på skoler om krydsfelt mellem HR og jura

Kammeradvokaten har nedsat et netværk for chefer og ansatte, der arbejder med HR og personaleforhold gymnasiet. I netværket drøftes centrale problemstillinger i krydsfeltet mellem HR og jura. Med udgangspunkt i Kammeradvokatens indgående kendskab til praksis og lovgivning, tager vi fat i aktuelle emner og nyheder eller i de cases, erfaringer og spørgsmål, som vi opfordrer deltagerne til at byde ind med. Der er mulighed for at udveksle erfaringer med ligesindede og samtidig blive klædt godt på juridisk.
På hvert møde vil der være et kort oplæg fra Kammeradvokatens eksperter. Herefter vil der være tid til diskussion, og til at deltagerne kan komme med input og spørgsmål.

På Kammeradvokatens hjemmeside er det muligt at læse nærmere om pris, afholdelsestidspunkt og tilmelding.

Kontakt: Advokat Tine Vestergaard Olesen, alternativt Julie Sigh, tlf.: 2624 1667


KOMMENDE KURSER

Bemærk, at mange af vores kurser har tilmeldingsfrist i disse dage.

Sociale medier – tilmeldingsfrist 31. august 2018

Kurset ”Sociale medier” afholdes 9. – 10. oktober 2018 på Comwell Korsør.
Kurset giver dig viden og konkret træning i at bruge sociale medier professionelt og at forstå og mestre de mekanismer, der kan vinde medietid, skabe værdifulde netværk, forbedre samarbejder, samle folk om en sag og sikre branding. Kurset henvender sig til gymnasieledere og de medarbejdere, som arbejder med kommunikation og sociale medier på gymnasierne.

Bestyrelsesarbejdet i teori og praksis – tilmeldingsfrist 1. september 2018

Gymnasiebestyrelsernes fireårige funktionsperiode er udløbet, og der er udpeget nye medlemmer til bestyrelserne for den kommende periode. Danske Gymnasier og Gymnasiernes Bestyrelsesforening udbyder derfor i samarbejde kurser for bestyrelserne – ét i Jylland og ét på Sjælland.

•    Den 10. september 2018 kl. 10.00 – 16.00 på Aarhus Katedralskole
•    Den 12. september 2018 kl. 10.00 – 16.00 på Gefion Gymnasium

Kurset henvender sig til bestyrelsernes formandskab, rektor og eventuelle nye bestyrelsesmedlemmer.

Ledelse af studieretninger, team og projekter – tilmeldingsfrist 3. september 2018

Kurset ”Ledelse af studieretninger, team og projekter” består af fire undervisningsgange på følgende datoer:

1. undervisningsgang 4. oktober 2018
2. undervisningsgang 7. november 2018
3. undervisningsgang 6. december 2018
4. undervisningsgang 22. januar 2019

Alle fire undervisningsgange afholdes på Comwell Korsør.
Kurset henvender sig til gymnasielærere, der har funktioner som teamledere, studieretningsledere/koordinatorer eller er projektledere, og som ønsker at styrke ledelseskompetencerne i arbejdet. Det kan være en fordel at deltage flere fra samme gymnasium.

Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk 
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf.: 3318 8261.