Nyt fra Sekretariatet 3/2019


Valg til udvalget for pædagogiske ledere ved Ledelsestræffet den 1. marts 2019

Udvalget for pædagogiske ledere består af fem regionsrepræsentanter, et øvrigt medlem og en formand. 
Ved Ledelsestræf 2019 er der følgende ordinære valg til PL-udvalget (valg for en 2-årig periode):

  • Region Nordjylland (regionsrepræsentant og suppleant).
  •  Region Midtjylland (regionsrepræsentant og suppleant). Anders Ølsgaard Larsen genopstiller som regionsrepræsentant. –    Øvrigt medlem (repræsentant).

Endvidere er der følgende ekstraordinære valg til PL-udvalget (valg for en 1-årig periode):

  • Region Sjælland (regionsrepræsentant og suppleant).
  • Region Syddanmark (suppleant).

Hvis man ønsker yderligere viden om udvalgets arbejde, er man velkommen til at kontakte udvalgets medlemmer samt læse mere på danskegymnasier.dk
Ønsker man at stille op ved valget, bedes man skrive til Louise Bülow. Kandidater til posten som øvrigt medlem opfordres til at kontakte Betina Axelsen. Det er dog også muligt at melde sit kandidatur på Ledelsestræffet.
Kandidater bedes være opmærksomme på, at der afholdes et frokostmøde for det nye udvalg i forlængelse af Ledelsestræffet den 1. marts kl. 12-13.
Kontakt: Louise Bülow, tlf: 3318 8265

Så mange elever risikerer skolerne at miste pga. nye adgangskrav

Undervisningsministeriet har lavet et skema, der viser andelen af elever, der ikke opfylder de kommende adgangsforudsætninger fordelt på institutioner. Se listen her.
Ministeriet har tidligere oplyst, at det gennemsnitligt gælder seks pct. af eleverne på stx-institutionerne og 22 pct. på hf-institutionerne. Som skemaet viser, er der desværre skoler, der ligger langt over gennemsnittet, og som risikerer at miste en meget større elevandel. 
Kontakt: Camilla Huniche, tlf: 60227622

Undersøgelse af studie- og levevilkår for unge med handicap og funktionsnedsættelser

Sammenslutningen af Unge med Handicap og Tænketanken Perspektiv er gået sammen om at lave en stor undersøgelse af studie- og levevilkår for unge med handicap og funktionsnedsættelser bredt forstået. Således regnes f.eks. ordblindhed, epilepsi, diabetes, depression, gigt eller Cerebral Parese med i definitionen.
Tidligere undersøgelser fra VIVE og Institut for Menneskerettigheder viser, at andelen af mennesker med handicap, der har en kompetencegivende uddannelse, og er faldet fra 74 pct. i 2012 til 66 pct. i 2016.
For at dykke ned bag tallene og blive klogere på årsagen har Sammenslutningen af Unge med Handicap og Tænketanken Perspektiv udarbejdet et større spørgeskema, som skal skaffe viden, der kan danne grundlag for anbefalinger til, hvilke initiativer, der kan være med til at forbedre situationen. De har brug for flest muligt svar fra elever på ungdomsuddannelser og opfordrer derfor gymnasierne til at hjælpe med at oplyse eleverne om undersøgelsen.
For eventuelle spørgsmål til undersøgelsen kontakt Julie Jorsal på eller Signe Rieland

Novo Nordisk Fonden støtter mere naturvidenskab til børn og unge 

Der var stor interesse for Novo Nordisk Fondens støtte til naturvidenskabelig uddannelse og formidling ved fondens ansøgningsrunde i efteråret 2018. Her modtog fonden ikke mindre end 202 ansøgninger, hvoraf 19 fik støtte. Allerede den 7. februar åbner Novo Nordisk Fonden igen for ansøgninger til naturvidenskabelig uddannelse og formidling. Forårets ansøgningsrunde har frist den 13. marts 2019, og her uddeles op til 25 mio. kr.
I forårets ansøgningsrunde kan man søge støtte til naturvidenskabelig uddannelse og formidling for børn og unge fra daginstitution til og med ungdomsuddannelser. Herudover kan man søge støtte til projekter, der udbreder interesse for naturvidenskab og teknologi til den brede befolkning og styrker debatten på området. 
Der kan søges om støtte til projekter med en budgetramme mellem DKK 100.000 og DKK 3 mio. og med en varighed på op til fem år. Eksempelvis kan der søges støtte til udvikling af STEM-undervisning eller til sciencekonkurrencer. Eller der kan søges om støtte til formidlingsprojekter som sommerskoler, videnskabsformidling og offentlig debat.
Novo Nordisk Fonden inviterer til informationsmøder om forårets ansøgningsrunde på følgende dage:
Fredag den 1. februar kl. 15.00-16.30: VIA University College, Aarhus
Mandag den 4. februar kl. 16.00-17.30: Novo Nordisk Fonden, Hellerup
Onsdag den 6. februar kl. 16.00-17.30: SDU, Odense 
Tilmelding til informationsmøderne åbner i uge 3 på Novo Nordisk Fondens hjemmeside. 
Læs mere om det nye opslag, søgekriterier og ansøgningsprocessen her.

FIP-lederkurser i januar om vejledninger til de fire kompetencesøjler

Undervisningsministeriet arrangerer ud over de normale FIP-kurser også tre FIP-lederkurser for stx/hf. Kurserne vil have fokus på at klæde lederne på til faglige og fagdidaktiske udviklingssamtaler i forbindelse med implementeringen af reformen – herunder et særligt fokus på digital dannelse og digitale kompetencer i fagene. Se vejledning til digitale kompetencer her:
Ministeriet ønsker desuden input til eventuelle justeringer og behov for nye vejledninger, og derfor vil FIP-lederkurserne i januar have karakter af dialogmøder om udkast til vejledninger om innovation, karrierelæring og globalisering. Disse udkast vil blive fremsendt til deltagerne inden kurset. 
Tilmelding sker her. FIP-lederkurser står nederst i rullemenuen ’Vælg kursus’.
Kurserne afholdes på værtsskoler i Aalborg d. 29. januar, København d. 30. januar og Fredericia d. 31. januar 2019.
Kontakt: Camilla Huniche, tlf: 60227622

Inspirationsdag for gymnasiernes digitale ildsjæle

Som tidligere annonceret afholder Danske Gymnasier den årlige Ildsjæledag den 7. februar 2019 på Nyborg Gymnasium. Det er muligt at tilmelde sig frem til 1. februar, og deltagelsen er gratis.
Målet med arrangementet er at give deltagerne inspiration til arbejdet med digitale læringsformer og digitale kompetencer. På arrangementet vil der vil være en række interessante oplæg fra arbejdsgivere, universiteter, gymnasier og ministeriet, og der vil være god mulighed for debat.
På danskegymnasier.dk kan du læse mere om behovet for digital dannelse mv. fra forsker Andreas Birkbak, der også kan opleves på Ildsjældedagen. Og her kan du se program for dagen
Kontakt: Simon Heidemann Eriksen, tlf: 3318 8269

Invitation til bestyrelseskonference

Den 5. februar 2019 afholder Gymnasiernes Bestyrelsesforening i samarbejde med Danske Gymnasier, Danske HF & VUC og GL sin årlige bestyrelseskonference. 
Det foregår på Copenhagen Marriott Hotel, Kalvebod Brygge 5, 1560 København V fra kl. 10.00-16.00 
Konferencen sætter fokus på det gode bestyrelsesarbejde og på det spillerum og dilemmaer bestyrelserne står over for i det daglige.
Bestyrelseskonferencen er åben for alle medlemmer af offentlige bestyrelser på gymnasier og VUC samt rektorer/øverste ledere.
Læs programmet og tilmeld dig her.

Bedre databeskyttelse i forbindelse med trivselsmålinger 

Det bliver fremover obligatorisk for gymnasier, erhvervsskoler, FGU-institutioner og folkeskoler at anvende et it-system, som Undervisningsministeriet stiller til rådighed uden beregning, i forbindelse med indsamlingen af elevernes besvarelser af trivselsmålingerne. 
På den måde får hverken kommuner eller skoler adgang til de enkelte elevers besvarelser, men vil fortsat kunne se resultaterne af trivselsmålingerne på klasse- og skoleniveau med henblik på opfølgning på trivslen.
Derudover skærpes sikkerheden om tredje parters, fx forskeres, adgang til trivselsmålingerne. 
Læs mere her.
Kontakt: Jenny Bøving Arendt, tlf: 3318 8263