Lov om forbud mod udbud af opgavebesvarelser m.v. er vedtaget

Lov om forbud mod udbud af opgavebesvarelser m.v. er vedtaget og træder i kraft 1. juli 2020.
Loven fastsætter, at der ikke må gives hjælp til skriftlige opgavebesvarelser eller anden uretmæssig hjælp til elever på uddannelsesinstitutioner.
Gives der hjælp, kan udbyderen straffes med bøde. Det vil almindeligvis være uddannelsesinstitutionen, der indgiver politianmeldelse om overtrædelse af forbuddet.
Elever, der har fået hjælp, sanktioneres ikke efter loven, men efter prøve- og eksamensreglerne og/eller institutionernes studie- og ordensregler.
Kontakt: Sine Dreyer Skjoldan, tlf: 3318 8273

Delrapport 4 fra følgeforskningen til 2017-reformen

Den 11. juni offentliggjorde ministeriet den fjerde delrapport fra følgeforskningsprogrammet til gymnasiereformen
Rapporten består af to dele.
Del 1 fokuserer på hf. med følgende fokus:
–    Intentioner og indhold i den ny hf-uddannelse
–    Eleverne på hf
–    Professionsretning og praksisorientering af hf
–    Styrket faglighed på hf
–    Hf-elevernes trivsel og motivation

Del 2 giver en status på reformens øvrige initiativer med følgende fokus:
–    Grundforløbet og valg af studieretning på de treårige uddannelser
–    Styrket faglighed på de fire gymnasiale uddannelser
–    Elevtrivsel på de fire gymnasiale uddannelser
–    Implementeringsproces og kapacitetsopbygning
Kontakt: STUK, Kaja Justesen, tlf: 2142 7627

Høring nye og opdaterede læreplaner

Tirsdag d. 16.juni blev en række nye og opdaterede gymnasiale læreplaner sendt i høring.
Grundet corona-situationen er processen blevet forsinket og høringsfristen forkortet, så eventuelle høringssvar skal gives senest fredag d. 26. juni.
Det drejer sig om følgende fag:
Opdaterede læreplaner:
•    Almen sprogforståelse (stx og hhx)
•    Samfundsfag C (stx)

Nye læreplaner:
•    Samfundsfag B (hf)
•    Biologi B (hf)
•    Spansk fortsættersprog B og A (stx og hhx)

Alle informationer om høringen kan findes her:
Eventuelle kommentarer fra Danske Gymnasiers medlemsskoler til læreplanernes indhold sendes til Peter Bech Sørensen senest torsdag d. 25. juni.
Kontakt: Peter Bech Sørensen, tlf: 3318 8267

EVA-rapport om samarbejde om undervisningen i gymnasiet

EVA har d. 18. juni offentliggjort en rapport, hvori de undersøger, hvordan det er gået med gymnasiereformens sigte mod at forbedre samarbejdet om undervisningen med henblik på at forbedre kvaliteten.
Rapporten bygger på interviews med lærere og ledere i både almene gymnasier og erhvervsgymnasier. Der differentieres ikke mellem gymnasietyperne i konklusionerne.
I rapporten defineres to samarbejdsarenaer. Der er det formaliserede samarbejde, som sker i faste organisatoriske rammer som f.eks. teams, og lignende, og så er der det uformelle samarbejde, der foregår spontant og i dagligdagens umiddelbarhed. Begge arenaer vurderes vigtige, og kræver hvert sit fokus, for at det samlede samarbejde bliver bedst muligt.
Rapporten bringer en række anbefalinger til ledelserne om facilitering af godt samarbejde.
Kontakt: Peter Bech Sørensen, tlf: 3318 8267

Aftale om udvidet ret til sorgorlov

Regeringen har sammen med et enigt Folketing indgået en aftale om, at alle forældre, der mister deres barn, skal have mulighed for sorgorlov uanset, om barnet er nyfødt eller 17 år, da forældre kan have behov for ro til at komme igennem en meget tung og svær periode. Partierne bag aftalen lægger vægt på, at sorgen over at miste et barn ikke er afhængig af barnets alder. Ikke desto mindre har man som forældre efter de gældende regler kun ret til sorgorlov, hvis man mister et barn inden 32. uge efter fødslen. Med aftalen ønsker regeringen og Folketingets partier at ændre de gældende regler, så alle forældre, der mister et barn under 18 år, får ret til 6 måneders sorgorlov. Regeringen vil fremsætte lovforslag om ændring af reglerne i oktober.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf: 3318 8266

Vejledning om persondatabeskyttelse i forbindelse med elevers medieproduktion

STUK og STIL har udarbejdet en vejledning om persondatabeskyttelse i forbinde med elevers medieproduktioner. Vejledningen er udarbejdet med inddragelse af Danske Gymnasier og et antal DPO’er på gymnasierne og skal bruges i alle gymnasiale fag.
Når elever, som led i undervisningen i gymnasiet, producerer digitale produkter og produktioner, hvori der indgår billeder, lyd, video m.v. af personer, som kan identificeres, er dette ligestillet med behandling af personoplysninger om disse personer. Det betyder også, at elevproduktioner er omfattet af reglerne i databeskyttelseslovgivningen, og at det enkelte gymnasium er dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, der sker i produktionen. Gymnasiet er derfor også ansvarlig for, at lærerne og eleverne er klædt på til at overholde reglerne i databeskyttelseslovgivningen i forbindelse med elevproduktioner.
Vejledningen findes på emu.dk, hvor der også kan hentes kopierbare skabeloner, som kan anvendes i forbindelse med elevproduktioner:
Kontakt: Christina Olumeko, tlf: 6024 1683

Webinar om faglige kompetencer og pædagogikum for ledere

STUK har inviteret til webinar for ansættende ledere om faglige kompetencer og pædagogikum.
For almene gymnasier blev der afholdt webinar d. 18. juni og der kommer et mere d. 23.juni. kl. 16 -17.
Tilmelding til webinaret den 23.6 findes her. Vær opmærksom på, at der er to datoer i linket, og at webinaret d. 24. juni er målrettet for erhvervsgymnasier
Præsentationerne fra webinarerne bliver gjort tilgængelige efterfølgende, så de, der ikke har haft mulighed for at deltage, kan se de vigtigste pointer.
Der kommer senere et særskilt webinar for kursusledere om emnet.
Kontakt: Peter Bech Sørensen, tlf: 3318 8267

KOMMENDE KURSER

TEMADAGE OM DEN NYE FERIELOV – TILMELDINGSFRIST DEN 1. JULI 2020

Der afholdes temadage om den nye ferielov, én i hver region. Temadagene henvender sig til brugere af den nye ferielov, dvs. primært det administrative personale samt økonomimedarbejdere. Temadagene afholdes:
•    Mandag den 24/8-2020 kl. 10-15 på Roskilde Katedralskole
•    Tirsdag den 25/8-2020 kl. 10-15 på Rosborg Gymnasium
•    Onsdag den 26/8-2020 kl. 10-15 på Aarhus Katedralskole
•    Torsdag den 27/8-2020 kl. 10-15 på Nørresundby Gymnasium
•    Fredag den 28/8-2020 kl. 10-15 på Rysensteen Gymnasium

LEDELSE AF STUDIERETNINGER, TEAM OG PROJEKTER
– TILMELDINGSFRIST DEN 7. AUGUST 2020

Kurset ”Ledelse af studieretninger, team og projekter” består af fire undervisningsgange på følgende datoer:
1. undervisningsgang den 1. september 2020
2. undervisningsgang den 1. oktober 2020
3. undervisningsgang den 2. november 2020
4. undervisningsgang den 25. november 2020
Alle fire undervisningsgange afholdes på Comwell Kellers Park i Vejle.
Kurset henvender sig til gymnasielærere, der har funktioner som teamledere, studieretningsledere/koordinatorer eller er projektledere, og som ønsker aktivt at styrke ledelseskompetencerne i arbejdet. Det kan være en fordel at deltage flere fra samme gymnasium.

REALISERING AF STRATEGIEN – TILMELDINGSFRIST DEN 14. AUGUST 2020

Kurset ”Realisering af strategien” er tilbage. Det er for ledelsesteamet og afholdes den 14.-15. september 2020 på Comwell Korsør. På dette kursus udfolder vi, hvordan man kommer fra strategi til realiserede forandringer. Vi arbejder med, hvad der udgør god forandringsledelse i et gymnasialt miljø, og omsætter principperne i konkrete indsatser for ledelsesteamet og for den enkelte leder. Kurset henvender sig til rektor og ledelsesgruppen. Vi anbefaler, at hele ledelsesteamet følges ad på kurset – alternativt at en del af ledelsesteamet deltager sammen.

ØKONOMISTYRING PÅ GYMNASIERNE – TILMELDINGSFRIST DEN 21. AUGUST 2020

Kurset ”Økonomistyring for gymnasierne” afholdes den 22.-23. september 2020 på Comwell Korsør. Kurset giver redskaber til en tæt budgettering og budgetopfølgning, indsigt i årsrapportens bestanddele og deres indbyrdes sammenhænge samt viden om de statslige regler og styringsprincipper. På kurset berører vi også de aktuelle økonomiske udfordringer, som gymnasierne står midt i. Kurset henvender sig til gymnasieledere.

SOCIALE MEDIER – TILMELDINGSFRIST 28. AUGUST 2020

Kurset ”Sociale Medier” afholdes den 29.-30. september 2020 på Comwell Kellers Park i Vejle.
Kurset giver dig viden og konkret træning i at bruge sociale medier professionelt og at forstå og mestre de mekanismer, der kan vinde medietid, skabe værdifulde netværk, forbedre samarbejder, samle folk om en sag og sikre branding. Kurset henvender sig til gymnasieledere og de medarbejdere, der har det daglige ansvar for gymnasiets sociale medier og er vant til at arbejde på platformene. På kurset forventes det, at du har mandat til at rette f.eks. tekniske fejl mv. på jeres platforme.

DEN LOVPLIGTIGE ARBEJDSMILJØUDDANNELSE
– TILMELDINGSFRIST 27. AUGUST 2020

Kurset afholdes den 29. september-1. oktober 2020 på Severin Kursuscenter i Middelfart.
Formålet med den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse er, at nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og nyudpegede arbejdsledere får viden og redskaber til at kunne varetage arbejdsmiljøarbejdet på egen arbejdsplads. Undervisningsformen vil veksle mellem oplæg, arbejde og dialog i mindre grupper og i plenum.
Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk.
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf: 3318 8261