Nyt fra Sekretariatet 25/2018

En undersøgelse blandt abonnenterne

Kære abonnent på Nyt fra Sekretariatet. Vi vil på Danske Gymnasier gerne blive endnu skarpere til at kommunikere med jer. Derfor har vi udarbejdet en lille spørgeskemaundersøgelse om jeres brug af nyhedsbrevet. Det tager ca. fem minutter at besvare den, og jeres input er utrolig værdifulde for os i det videre arbejde.

I finder spørgeskemaet her.
Kontakt: Birgitte Vestermark, tlf: 3318 8264

En opfordring til at sikre gymnasieelevernes sundhed

Danske Gymnasiers formand Birgitte Vedersø har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen skrevet et brev til samtlige gymnasier, som opfordrer gymnasierne til at sikre sunde rammer for eleverne ved at skabe en fornuftig kultur mht. alkohol og tobak, blandt de nye 1. g’er.
Læs brevet her.
Initiativet er også omtalt  i Politiken idag og på Danske Gymnasiers hjemmeside
Kontakt: Birgitte Vestermark, tlf: 3318 8264

Skabelon for lokal pressehenvendelse om fraværstal

Danske Gymnasier har udarbejdet en skabelon til brug for gymnasier, der vil i deres lokale medier med gode historier om lavt fravær. Download skabelonen fra Danske Gymnasiers hjemmeside – Skabeloner til pjecer mm – bag login , indsæt navnet på dit eget gymnasium og jeres fraværsprocent og send den til medierne i gymnasiets lokalområde.
Kontakt: Birgitte Vestermark, tlf: 3318 8264

Finansministeriets lønoversigt pr. 1. april 2018

Finansministeriets lønoversigt pr. 1. april er udkommet elektronisk.
Oversigten kan findes her.
Kontakt: Julie Sigh, 2624 1667

Orienteringspligten i forhold til tillidsrepræsentanter i staten

Voldgiftsretten har ved kendelse af 11. juni 2018 fastslået rækkevidden af orienteringspligten i forhold til tillidsrepræsentanter i staten.
Sagen handlede om hvorvidt orienteringen af tillidsrepræsentanter skal ske på en sådan måde, at den pågældende medarbejder, der påtænkes afskediget, kan identificeres, samt hvornår en sådan orientering i givet fald skal ske.
Voldgiftsretten fastslog, at tillidsrepræsentanter skal orienteres på en sådan måde, at den pågældende medarbejder kan identificeres, hvilket typisk vil ske ved, at tillidsrepræsentanten får oplyst navnet på den medarbejder, der påtænkes afskediget.
Opmanden fastslog endvidere, at tillidsrepræsentanten skal have dette oplyst senest samtidig med eller umiddelbart efter, at medarbejderen selv er blevet orienteret om den påtænkte afskedigelse.
Hele kendelsen kan læses på Kammeradvokatens hjemmeside
Kontakt: Julie Sigh, 2624 1667

Ny vejledning om fuldstændig eller delvis fritagelse fra idræt i stx-uddannelsen

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en ny vejledning om fuldstændig eller delvis fritagelse fra idræt til afløsning af vejledning fra Gymnasieafdelingen fra 29. februar 2008.
Vejledningen, der ligger på Danske Gymnasiers hjemmeside under Skoledrift – Uddannelserne, tager udgangspunkt i lov om de gymnasiale uddannelser, men kan også anvendes for de kommende elever i 3.g, der fortsat er omfattet af den tidligere lovgivning.
Vi opfordrer skolernes ledelse til at orientere sig i vejledningen og sprede den blandt idrætslærerne.
Ansøgninger om fritagelse fra erstatningsfag for konkrete elever med meget alvorlige funktionsnedsættelser (jf. vejledningens tredje kolonne) kan sendes til styrelsen med sikker post.
Kontakt: Camilla Huniche, tlf: 60227622

Gratis udstilling til gymnasier om demokrati og civilsamfund.

Som en markering af FN’s Demokratidag, blev bogen SMÅ VISIONER sidste efterår, doneret og distribueret til ca. 3000 uddannelsesinstitutioner, herunder alle landets gymnasier. Bogudgivelsen bakkes nu op af en udstilling samt en portal, der giver konkrete greb til at undervise i civilsamfund, demokrati og aktivt medborgerskab.
SMÅ VISIONER udstillingen doneres nu gratis til ét hundrede skoler – eneste krav for at modtage den, er at skolen forpligter sig til at hænge udstillingen op i skolens fællesareal, og meget gerne op til FN’s Demokratidag den 15/9.
De 100 gratis udstillingssæt afsættes efter først til mølle princippet, og kan reserveres pr. mail til:  mads.herluf@visions.media
Visions Media, står bag udgivelsen, der er blevet til i et samarbejde mellem indskolingselever og 100 organisationer, der bl.a. tæller Europabevægelsen, Ungdommens Røde Kors, DI, DA, og DJØF.
Kontakt: Birgitte Vestermark, tlf: 3318 8264

KOMMENDE KURSER

Bemærk at mange af vores kurser allerede har tilmeldingsfrist i starten af august, så kom til tasterne og tilmeld jer.

Ledelse af studieretninger, team og projekter – tilmeldingsfrist den 1. august 2018

Kurset ”Ledelse af studieretninger, team og projekter” består af fire undervisningsgange på følgende datoer:
1. undervisningsgang den 4. september 2018
2. undervisningsgang den 4. oktober 2018
3. undervisningsgang den 7. november 2018
4. undervisningsgang den 6. december 2018
Alle fire undervisningsgange afholdes på Comwell Korsør.
Kurset henvender sig til gymnasielærere, der har funktioner som teamledere, studieretningsledere/koordinatorer eller er projektledere, og som ønsker aktivt at styrke ledelseskompetencerne i arbejdet. Det kan være en fordel at deltage flere fra samme gymnasium.

Økonomistyring for gymnasier – tilmeldingsfrist den 24. august 2018

Foranlediget af de aktuelle økonomiske udfordringer gymnasierne står midt i, udbyder
vi kurset ”Økonomistyring for gymnasierne”, der afholdes den 26. – 27. september 2018
på Comwell Kellers Park i Vejle.
Kurset giver redskaber til en tæt budgettering og budgetopfølgning, indsigt i årsrapportens bestanddele og deres indbyrdes sammenhænge samt viden om de statslige regler og styringsprincipper. Kurset henvender sig til gymnasieledere.

Den lovpligtige Arbejdsmiljøuddannelse – tilmeldingsfrist den 30. august 2018

Kurset afholdes den 2. – 4. oktober 2018 på Severin Kursuscenter i Middelfart.
Formålet med den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse er, at nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og nyudpegede arbejdsledere får viden og redskaber til at kunne varetage arbejdsmiljøarbejdet på egen arbejdsplads.
Undervisningsformen vil veksle mellem oplæg, arbejde og dialog i mindre grupper og i plenum.

Sociale medier – tilmeldingsfrist den 31. august 2018

Kurset ”Sociale medier” afholdes den 9. – 10. oktober 2018 på Comwell Korsør.
Kurset giver dig viden og konkret træning i at bruge sociale medier professionelt og at forstå og mestre de mekanismer, der kan vinde medietid, skabe værdifulde netværk, forbedre samarbejder, samle folk om en sag og sikre branding. Kurset henvender sig til gymnasieledere og de medarbejdere, som arbejder med kommunikation og sociale medier på gymnasierne.

Bestyrelsesarbejdet i teori og praksis – tilmeldingsfrist 1. september 2018

Gymnasiebestyrelsernes fire-årige funktionsperiode er udløbet, og der er udpeget nye medlemmer til bestyrelserne for den kommende periode. Danske Gymnasier og Gymnasiernes Bestyrelsesforening udbyder derfor i samarbejde kurser for bestyrelserne – ét i Jylland og ét på Sjælland.
•    Den 10. september 2018 på Aarhus Katedralskole
•    Den 12. september 2018 på Gefion Gymnasium
Kurset henvender sig til bestyrelsernes formandskab, rektor og eventuelle nye bestyrelsesmedlemmer.

Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf: 3318 8261