Opdaterede anbefalinger om ansatte i risikogruppen

Sundhedsstyrelsen har opdateret sine anbefalinger for personer i risikogruppen og deres mulighed for at møde på arbejde. Hidtil har det været op til en lokal vurdering på skolen, hvorvidt medarbejderen skulle møde på arbejdet eller ej. Med de nye retningslinjer, er der lagt op til, at det er lægen, som vurderer, hvorvidt medarbejderen skal møde på arbejde eller ej.
Hovedlinjerne i Sundhedsstyrelsens anbefalinger af 12. maj til personer i øget risiko:

  • Når Sundhedsstyrelsens generelle råd for reduktion af smitterisiko følges, kan langt de fleste personer i øget risiko møde på arbejde. Det er Sundhedsstyrelsen vurdering, at personer i øget risiko i udgangspunktet ikke behøver at blive omplaceret i deres arbejde eller at arbejde hjemmefra, selvom de daglig har kontakt med mange mennesker.
  •  Arbejdsgiver har ansvar for, at arbejdsmiljøet er sikkert, herunder at medarbejdere er informeret om mulige smittekilder, fx kontaktpunkter, og at det på arbejdspladsen er muligt at foretage væsentlige foranstaltninger i forhold til at mindske smitterisiko. I arbejdssituationer, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af værnemidler, skal arbejdsgiver stille disse til rådighed.
  • Der vil være få personer i øget risiko, som på baggrund af en konkret individuel vurdering fra deres læge, slet ikke bør møde på arbejde. I den konkrete og individuelle vurdering skal det bl.a. inddrages hvilke muligheder, der er for omplacering til arbejdsforhold, hvor der kan sikres afstand og hygiejne, samt den enkeltes egen trygheds- og risikovurdering ved den vanlige arbejdsopgave/-funktion.

Sundhedsstyrelsens vejledning til ungdomsuddannelser udgør pr. 12. maj 2020 en vejledning til forebyggelse af smittespredning. Tidligere instrukser og retningslinjer er fjernet.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf: 3318 8266 eller Sine Dreyer Skjoldan, tlf: 3318 8273

Retningslinjer for genåbningens 2. fase

Onsdag d. 13. maj offentliggjorde UVM retningslinjerne for 2. fase af genåbningen af skoler og uddannelsesinstitutioner på UVM’s område, som er gældende fra mandag d. 18.05.
Den væsentligste ændring er, at afstandskravet er ændret til 1m jf. Sundhedsstyrelsens vejledning, som har været gældende siden 10. maj, og som der i øvrigt henvises til.
Undervisningen defineres stadig som nødundervisning med den kommentar, at den i videst mulige omfang skal leve op til de vanlige faglige krav.

Forsamlingsforbuddet i forhold til fordelingsudvalgsmøder og bestyrelsesmøder

Som bekendt har regeringen og myndighederne som led i indsatsen mod spredning af COVID-19 i Danmark taget en række tiltag med henblik på at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem danskerne og øge effekten af social afstand.
I den forbindelse er der fastsat et forsamlingsforbud, som indebærer, at der maksimalt må være 10 personer forsamlet. Forbuddet gælder foreløbigt fra den 18. marts 2020 og frem til den 8. juni 2020.
Nødundervisning, som bl.a. udføres af gymnasieskoler, er ikke omfattet af forbuddet. Det gælder også for aktiviteter, der finder sted uden for de lokaler eller lokaliteter, som dagtilbuddet, skolen, institutionen mv. råder over. Dog gælder, at der som minimum skal være 1 meters afstand mellem eleverne.
Sekretariatet har fået spørgsmål om, hvordan forsamlingsforbuddet skal håndteres i forhold til afvikling af fordelingsudvalgsmøder og bestyrelsesmøder på skolerne. En gymnasieskole har i den forbindelse været i dialog med den fællesmyndige hotline som har oplyst, at forsamlingsforbuddet på maks. 10 personer gælder i forbindelse med skolens fordelingsudvalgsmøde, da deltagerne ikke har en særlig tilknytning til skolen. Forbuddet gælder derimod ikke i forbindelse med bestyrelsesmøder, da de eksterne medlemmer af bestyrelsen er at betragte som gymnasiets ledelse, således at mødet anses for arbejdsrelateret.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf: 3318 8266

Indberetning af fravær og samarbejdsudvalg

STUK har rundsendt nedenstående orientering til landets gymnasieskoler om forsat indberetning af fravær samt brug af samarbejdsudvalget i forbindelse med skolens genåbning:

Til institutioner under Børne- og Undervisningsministeriets område
Husk fortsat at indberette fravær
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal på vegne af Økonomistyrelsen venligst erindre samtlige institutioner om fortsat at indberette fraværsoplysninger rettidigt.
I denne tid vil visse opgaver og processer være anderledes prioriteret grundet Covid-19 (ny coronavirus), men af selvsamme årsag vil der være et stærk øget fokus på og behov for retvisende fraværsstatistikker netop nu. Dette gælder både den lokale opfølgning på sygefravær og de efterfølgende centrale, tværstatslige analyser.
Indberetningsfristen er d. 20. i måneden efter kvartalets udgang, uanset om der indberettes via SLS Ferie/Fravær eller direkte til Økonomistyrelsen.
Indberetningerne til fraværsstatistikken er hjemlet i cirkulære Modst.nr. 013-18, samt Lov om Danmarks Statistik, Lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000.

Det gode samarbejde
I forbindelse med genåbningen af institutionerne, med de dertilhørende mange krav og løbende informationer, er det vigtigt, at der lokalt sikres et godt samarbejde, for at vi kan lykkes i fællesskab.
STUK er fra forskellige sider blevet spurgt til brugen af de lokale samarbejdsudvalg. Vi har i den forbindelse modtaget følgende svar fra Samarbejdssekretariatet, som har generel interesse for alle institutioner.
Samarbejdsudvalget er det dialogforum, hvor beslutninger og nye ideer kan drøftes og udvikles mellem ledelse og medarbejdere. Samarbejdsudvalget er derfor det rette forum at anvende, når ledelse og medarbejdere skal finde de gode løsninger på de udfordringer, som arbejdspladsen står overfor. Både i forhold til at få samarbejdet på arbejdspladsen til at fungere på distancen og i forhold til drøftelser omkring den gradvise genåbning af arbejdspladsen.
Samarbejdssekretariatet skriver i deres nyhedsbrev, at ”Det at genåbne arbejdspladsen gradvist, efter at den har været lukket ned i mange uger grundet Covid19, kalder på mange ledelsesmæssige beslutninger. Og selv om vi alle nøje følger Statsministeriets udmeldinger og overholder retningslinjerne fra de forskellige myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen, er det lokalt på den enkelte arbejdsplads at der skal findes de gode løsninger.” Disse skal drøftes i Samarbejdsudvalgene.
I kan finde Samarbejdssekretariatets nyhed om SU’s rolle i genåbningen og sekretariatets øvrige gode råd i forhold til samarbejdet på arbejdspladsen på sekretariatets hjemmeside.
Samarbejdssekretariatet er desuden begyndt at udbyde deres kursus til nye medlemmer af SU virtuelt. Datoer og mulighed for tilmelding kan findes her.
Hvis der er ønske om et kursus for et samlet SU, skal I dog kontakte sekretariatet for at aftale nærmere.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf: 3318 8266