Nyt fra Sekretariatet 19/2018

EVA-rapport: Forskellen mellem gymnasierne vokser og vokser

Polariseringen mellem gymnasierne vokser i disse år på alle parametre. Hvad enten man ser på elevernes etniske herkomst, deres karakterer fra grundskolen eller uddannelsesniveauet i deres hjem, så er tendensen klar: De ressourcestærke klumper sig sammen på bestemte gymnasier og de ressourcesvage på andre. Det dokumenterer en spritny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Rapporten er den anden af i alt to publikationer, hvori EVA på forskellig vis undersøger elevernes søgning til ungdomsuddannelserne i perioden fra 2009 til 2017. Den kortlægger udviklingen i perioden efter strukturreformen og giver på den måde et solidt vidensgrundlag for de aktuelle diskussioner om elevfordeling på de gymnasiale uddannelser.
Kontakt: Birgitte Vestermark, tlf: 3318 8264

Undervisningsministeriet søger gymnasiale læringskonsulenter.

Styrelsen for udvikling og Kvalitet (STUK) er på udkig efter to nye læringskonsulenter som kan være med til at implementer gymnasiereformen og rådgive skolerne om kvalitetsudvikling. Ansøgerne må gerne være ledere eller mellemledere. Stillingsopslaget kan ses her. 

Undersøgelse af de selvejende institutioners låneforhold

Undervisningsministeriet har d. 8 maj sendt et spørgeskema ud, som indeholder 22 spørgsmål om de selvejende institutioners optagne lån i realkredit- eller pengeinstitutter, herunder vilkår for lånene. Undersøgelsen skal give en tværministeriel arbejdsgruppe (UVM, UFM, Finansministeriet og Erhvervsministeriet) overblik over institutionernes låneforhold.
Spørgsmål til undersøgelsen kan rettes til Andreas Groth Wos i Undervisningsministeriet.