Datoer for optagelsesprøver

BUVM har bekræftet, at der fortsat holdes optagelsesprøver til de gymnasiale uddannelser, men at datoerne er ændret i forhold til de oprindelige.
Ifølge ministeriets FAQ afholdes optagelsesprøven den 29. april som planlagt. Denne prøve kan kun benyttes af ansøgere, der allerede på nuværende tidspunkt ved, at de skal aflægge optagelsesprøven. Det drejer sig særligt om ansøgere fra prøvefrie 9. klasser, ansøgere, der ikke har fulgt 2. fremmedsprogsundervisning og ansøgere, der enten går i prøvefri 10. klasse eller ikke længere går i grundskolen, og som samtidig ikke lever op til adgangskravene fra 9. klasse.
Optagelsesprøven den 12. juni 2020 afholdes ikke, men erstattes af optagelsesprøver i perioden 19. juni – 29. juni 2020. Det konkrete tidspunkt for institutionens afholdelse af optagelsesprøven i denne periode fastsættes lokalt af den enkelte institution.
Optagelsesprøven den 4. august 2020 afholdes som planlagt.
Kontakt: Camilla Huniche, tlf: 6022 7622 

Sundhedsstyrelsens vejledning og materialer til genåbning af ungdoms – og voksenuddannelser

Sundhedsstyrelsen har nu lagt den opdaterede version af deres vejledning om gradvis og kontrolleret genåbning af ungdoms- og voksenuddannelser på deres hjemmeside.
Af vejledningen fremgår:
”Ansatte, der bor i husstand med en person, der er påvist med COVID-19 skal være særligt opmærksomme på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd, herunder at personen med COVID-19 er isoleret fra andre i husstanden, samt være særligt opmærksomme på symptomer på sygdom og blive hjemme, hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades.
Regeringen har ud fra et forsigtighedsprincip truffet den beslutning, at elever, der bor i husstand med en person, der er påvist med COVID-19, ikke skal komme i skole.”

Sekretariatet følger med i om vejledningerne og instrukserne opdateres og udsender information gennem nyhedsbrevet. Al information til skolerne om COVID-19 kan i øvrigt findes på danskegymnasier.dk under fanebladet COVID-19  bag login.
Kontakt: Sine Dreyer Skjoldan, tlf: 3318 8273