Nyt fra Sekretariatet 12/2017


Nyt uvm.dk

Undervisningsministeriet har fået en ny hjemmeside, hvor bl.a. alle love og centrale bekendtgørelser med betydning for de gymnasiale uddannelser er samlet under et. 

Ministeriet har i forbindelse med den nye hjemmeside opdateret ministeriets svar på de gennemgående spørgsmål, der er er stillet til reformen, herunder bl.a. præciseret forholdet mellem lov, lovbemærkninger samt bekendtgørelse. Dette findes på siden Ofte stillede spørgsmål
Kontakt: Louise Westmark, tlf.:3318 8267


Kompensering af gymnasier med fredede bygninger

Partierne bag gymnasiereformen har besluttet at nedjustere det generelle bygningstaxameter på stx på ca. 1,1 procent for at finansiere en kompensering af de syv gymnasier i fredede bygninger for de merudgifter, der vurderes at være til vedligeholdelsen af bygningerne. Finansieringen er på i alt 7,4 millioner kroner. Ændringen vil blive indarbejdet på finanslovforslaget for 2018.
Kontakt: Niels Erik Rasmussen, tlf.: 3118 8273

Offentligt ansatte skal passe på med at tage imod invitationer og fribilletter

Ombudsmanden har fornyeligt foretaget en gennemgang af Kulturministeriets gavepolitik og har i den forbindelse udtalt sig om den omtanke, offentligt ansatte skal udvise, når de som led i arbejdet bliver inviteret til middage, koncerter, teaterforestillinger og lignede.

Generelt bør offentligt ansatte ikke modtage gaver og andre fordele i forbindelse med deres arbejde, og uanset om invitationer mv., som det var tilfældet for Kulturministeriet, ofte syntes at have en naturlig tilknytning til den ansattes arbejde, skal der altid foretages en konkret vurdering af ”gaveelementet”, når offentligt ansatte modtager fribilletter, invitationer mv. 
Læs Ombudsmandens udtalelse og korte gennemgang af gældende regler
Læs Kammeradvokatens gennemgang af sagen
Kontakt: Christina Dyhr, tlf.:3318 8266

Det kostede arbejdsgiver 10.000 kr. at spørge til planer om graviditet under en jobsamtale

Ligebehandlingsnævnet har fornyeligt tilkendt to ansøgere til en ledig stilling hver en godtgørelse på 10.000 kr. på grund af arbejdsgivers spørgsmål om planer om graviditet under jobsamtalen. 

I sagen havde to kvinder søgt en stilling hos en lægeklinik og begge modtog efterfølgende en e-mail fra indehaveren af klinikken, som ønskede at få oplyst, hvorvidt kvinderne havde planer om at få børn inden for det næste års tid. Spørgsmålene var begrundet med, at der allerede var en medarbejder på klinikken, som var på barsel, samt at den forventede oplæring af kommende medarbejdere forventedes at vare et år. Begge kvinder svarede tilbage, at de ikke havde graviditetsplaner.

De kvindelige ansøgere kom begge til jobsamtale, blev begge tilbudt en stilling, men valgte at takke nej tak til jobtilbuddet.

Ansøgerne rejste efterfølgende en sag for ligebehandlingsnævnet for brud på ligebehandlingsloven. De gjorde i sagen gældende, at arbejdsgiveren havde lagt vægt på deres manglende planer om graviditet i beslutningen om, hvorvidt de skulle tilbydes ansættelse.

Nævnet gav de kvindelige ansøgere medhold i deres påstand, idet arbejdsgiver ikke havde kunne afkræfte formodningen for, at der i rekrutteringsprocessen var lagt vægt på oplysningen om graviditet.

Begge ansøgere blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr. Nævnet har i fastsættelsen af godtgørelsesniveauet lagt vægt på karakteren af krænkelsen på den ene side, og på den anden side det faktum, at begge ansøgere var blevet tilbudt ansættelse.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf.:3318 8266