Status på myndighedernes anbefalinger vedr. studieture

På Udenrigsministeriets hjemmeside opdateres løbende en liste med svar på ofte stillede spørgsmål. Listen indeholder nu nedenstående svar vedrørende studieture:

Kan man i den nuværende situation sende ungdomsuddannelsesinstitutioner på studieture til et af de lande hvor Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser?
Mange bl.a. gymnasieklasser er fuldt forståeligt i tvivl om, hvorvidt de skal tage af sted på planlagte rejser i disse dage.

Situationen ift. coronavirus udvikler sig i øjeblikket hastigt. Derfor bør også gymnasieklasser og grupperejsende fra andre uddannelsesinstitutioner være opmærksomme på, at man i andre lande med kort varsel kan indføre restriktioner for at forhindre og begrænse udbredelse af smitte med coronavirus/covid 19. Restriktionerne kan være tvungen karantæne, aflysning af flyafgange, lukning af grænseovergange eller andet.

Du anbefales at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning for landet eller de lande du overvejer at besøge. Du kan også finde informationer på de danske ambassaders hjemmeside og husk at læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Udenrigsministeriet kan ikke garantere, at der ikke sker pludselige ændringer i de enkelte landes tilgang, herunder f.eks. at flyvninger indstilles.

Som rejsende kan man ydermere uforvarende risikere at være med til at sprede smitte under sin rejse. Ligeledes kan ikke udelukkes, at man grundet udvikling i smittesituationen mens man er på rejse anbefales at blive i hjemmet 14 dage efter hjemkomst, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Udenrigsministeriet anbefaler desuden, at man for rejser i hele verden er opmærksom på sin personlige sikkerhed og holder sig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder, nyhedsmedierne og sit rejsebureau. I sidste ende beslutter man selv, om man ønsker at tage af sted.

Dette gælder både gymnasieklasser og alle andre individuelle og grupperejser.
Der er ikke en særlig rejsevejledning for ungdomsuddannelsesinstitutioner, herunder gymnasieklasser. Men Børne- og Undervisningsministeriet har oprettet en hotline specifikt for uddannelsesinstitutioner, telefon 70 80 67 07.

Hvad skal der til, for at Udenrigsministeriet fraråder rejser til et område på grund af coronavirus/covid-19?
Ændringer af rejsevejledningerne sker ud fra følgende kriterier:

  • Et forsigtighedsprincip – for at forebygge, at vi får flere smittede retur til Danmark fra udlandet.
  • En sundhedsfaglig vurdering af sygdomsudbrud og smittefare i de enkelte lande. Den foretages løbende af Sundhedsstyrelsen.
  • En vurdering af de konsekvenser, sygdomsudbrud og smittefare i et givet land kan have for en almindelig dansk rejsende i landet. Det kan fx være i forhold til bevægelsesfrihed, risiko for karantæne og lokale hospitalsforhold.

***
Udenrigsministeriets liste over spørgsmål og svar kan findes her.