Nyt fra Sekretariatet 10/2018

Status på OK18

Som bekendt varslede Finansministeriet den 7. marts 2018 en omfattende lockout af de statsansatte medarbejdere. Med lockoutvarslet vil ca. 120.000 statslige medarbejdere blive sendt hjem fra deres arbejdspladser, og store dele af staten vil lukke ned, med mindre lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverne forinden har indgået et forlig om en ny overenskomst. Lockouten omfatter blandt andet en lang række uddannelsesinstitutioner, herunder også gymnasieskolerne.

En lockout kan tidligst træde i kraft den 10. april 2018.

Det har været et langt forhandlingsforløb, hvor Finansministeriet har arbejdet intenst på at lande en aftale med CFU og Akademikerne. Det lykkedes parterne opnåede enighed på en lang række områder, men der udestår stadig store knaster vedrørende den økonomiske ramme og spisepausen.

Den 23. februar 2018 meddelte CFU og Akademikerne derfor, at forhandlingerne var brudt sammen, og i sidste uge modtog Finansministeriet en lang række strejkevarsler fra de faglige organisationer, som målrettet vil ramme centrale dele af staten, herunder bl.a. Undervisningsområdet, Fødevarestyrelsens kødkontrol, Banedanmark og lufttrafiktjenesten.

Som modsvar til de indkomne strejkevarsler, har Finansministeriet nu varslet en omfattende lockout. Formålet med lockoutvarslet er at understøtte, at der kan findes en løsning mellem parterne i forligsinstitutionen.

Parterne har allerede mødtes flere gange i forligsinstitutionen, og forhandlingerne fortsætter i håb om, at parterne kan indgå forlig i sagen. Forligsinstitutionen har mulighed for at udsætte konflikten ad to omgange.

I kan læse mere i Moderniseringsstyrelsens præsentation af Finansministeriets lockoutvarsel her: https://modst.dk/media/18867/orientering-om-konflikt-i-forbindelse-med-ok-18.pdf

Hvis strejke og lockout bliver en realitet, vil konsekvenserne for de ansatte være, at ansættelsesforholdet anses for ophørt med virkning fra konfliktens ikrafttræden. Dette indebærer bl.a., at de berørte medarbejdere ikke er berettiget til løn i konfliktperioden. Ansatte, der ikke er omfattet af konflikten, fx hvis man er uorganiseret eller tjenestemand, udfører deres sædvanlige arbejde.

Moderniseringsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om overenskomstmæssige konflikter, hvor I kan læse mere om de juridiske aspekter, f.eks. vedrørende medarbejdernes ferieafvikling, arbejdstidsopgørelse, lønret og arbejdsforpligtigelse. Herudover kan I orientere jer om, hvordan I skal forholde jer i tilfælde af konflikt. I kan læse vejledningen her:
https://modst.dk/om-os/publikationer/2018/marts/vejledning-om-overenskomstmaessige-konflikter-mv/

Moderniseringsstyrelsen vil herudover løbende holde arbejdsgiverne orienteret om processen og lægge relevant materiale på deres hjemmeside.

Senest har Undervisningsministeriet på et orienteringsmøde for lederforeningerne den 7. marts 2018 oplyst, at ministeriet snarest til oprette en form for hotline, som skal være skolernes indgang til ministeriet med uddannelsesspecifikke spørgsmål og ved behov for vejledning. Herudover vil ministeriet udarbejde en række relevante spørgsmål/svar, der løbende vil blive opdateret på ministeriets hjemmeside.
Kontakt: Christina Dyhr, tlf. 3318 8266


Slides fra ledelsestræffet

Danske Gymnasier har afholdt sit Ledelsestræf 2018 med deltagelse af mere end 470 rektorer og ledere fra gymnasier over hele landet. De fleste slides fra plenumoplæg og sessioner ligger nu tilgængeligt på Danske Gymnasiers hjemmeside, og vi vil løbende lægge de resterende oplæg ud i takt med at vi får fat i dem.


Materialesamling – databeskyttelse

Danske Gymnasiers arbejdsgruppe for databeskyttelse er i gang med at udarbejde en materialesamling, der kan anvendes i forbindelse med implementeringen af databeskyttelsesforordningen.

På nuværende tidspunkt er følgende udarbejdet:
–    Samtykkeerklæringsskabelon til brug af billeder
–    Databehandleraftaleskabelon
–    Retningslinje om fortegnelse
–    Retningslinje om brud på persondatasikkerheden
–    Tekst til ansættelsesbrev
–    Samtykkeskabelon til kontakt af forældre/værger
–    Kortlægningsskabelon

Materialesamlingen kan findes på Danske Gymnasiers hjemmeside bag login under ”skabeloner og vejledninger, databeskyttelse”.
Kontakt: Julie Sigh, tlf. 2624 1667


Konference om innovation i undervisningen

Innovation og entreprenørskab har i det seneste år stået højt på den politiske dagsorden, og med introduktionen af både skolereformen og gymnasiereformen er rammerne sat for en øget prioritering af innovation i de enkelte fag og i faglige samspil. Tal fra Fonden for Entreprenørskab peger imidlertid på store forskelle i, hvordan den politiske dagsorden er blevet til praksis på skolerne. Dette skyldes ofte begrænset tid og ressourcer på skolerne, manglende ledelsesfokus på området, samt at mange lærere ikke har de fornødne forudsætninger og mangler den nødvendige efter- og videreuddannelse.

På den baggrund afholder ATV og Fonden for Entreprenørskab en konference fredag den 20. april, kl. 12.00 – 16.00. på AAU København, Konferencesalen. Som deltager på konferencen vil du få inspiration til, hvordan man som ledelse kan geare sin organisation til forandring, og hvordan andre er lykkes med dagsordenen. Gennem konkrete cases og ekspertoplæg vil der blive givet praktiske eksempler og tilgange, som du kan bruge til at strukturere og prioritere de nødvendige tiltag og intentioner i skolen.

Du kan bl.a. opleve:

  • Undervisningsminister Merete Riisager, (v) præsenterer regeringens visioner for området
  • Anette Bjerregaard og Anita Ousen, MindTheFuture, fortæller, hvorfor de brænder for at ændre folkeskolen, og hvordan de hjælper skoleinstitutioner med at få innovation og entreprenørskab ind i undervisningen
  • Fire unge, ambitiøse iværksættere fra en folkeskole i Vejle, som med deres innovationsprojekt ”Shit Happens” vil gøre en markant forskel for millioner af mennesker i verdenen
  • Anne-Birgitte Rasmussen, Københavns Åbne Gymnasium og Morten Relster, Sct. Hans Skole, giver deres bud på, hvad der skal til for at lykkes med innovation i undervisningen

Målgruppen for konferencen er skoleledere, skolechefer og andre, der arbejder med udvikling, organisation og ledelse i grundskoler og ungdomsuddannelser.
Læs mere om program, tilmelding og deltagergebyr på  ATV’s hjemmeside.


Fagkonsulenter til de gymnasiale uddannelser

Har du lyst til at stå i spidsen for udviklingen af dit fag og de gymnasiale uddannelser? Har du fagligt og pædagogisk overblik og overskud?
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) søger fagkonsulenter til de gymnasiale uddannelser. Læs mere her


Nye i sekretariatet

Den 6. april 2018 tiltræder Camilla Hunniche som uddannelseskonsulent i Danske Gymnasier.
Camilla kommer fra en stilling som pressemedarbejder i MF Margrete Aukens sekretariat.

Den 16. april 2018 tiltræder Jenny Bøving Arendt som direktør i Danske Gymnasier.
Læs pressemeddelelsen på danskegymnasier.dk.


KOMMENDE KURSER

Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring –
tilmeldingsfrist den 12. marts 2018

Kurset ” Pædagogisk ledelse gennem feedbacksamtaler og aktionslæring” afholdes
den 12. – 13. april 2018 på Comwell Korsør. Kurset giver viden om og træning i kvalitetsudviklende samtaler som feedback, undervisningssupervision og kollegavejledning for at udvikle den generelle kultur på gymnasiet med et fælles sprog og metode til konstruktive feedback. Kurset henvender sig til lederteams, pædagogiske ledere, vicerektorer og rektorer, der har fokus på pædagogisk ledelse af elevernes læring gennem ledelse af lærernes læring.

Temadag om databeskyttelse – tilmeldingsfrist den 6. april 2018

Som tidligere meldt ud i ”Nyt fra Sekretariatet” afholder Danske Gymnasier en temadag om databeskyttelse.
Temadagen afholdes onsdag den 11. april 2018 kl. 10.00-15.30 på Fredericia Gymnasium.
Pris for deltagelse er 400 kr., hvilket dækker forplejning på dagen.
Læs programmet her.

Læs mere om kurserne og tilmeld dig på danskegymnasier.dk 
Kontakt: Karina Vittarp Gøling, tlf.: 3318 8261