Nyt værktøj til sociale arrangementer på gymnasierne med mindre alkohol

Danske Gymnasiers forkvinde Birgitte Vedersø mener, at festguiden er et spændende nyt tiltag, som kan inspirere gymnasierne til at holde fester med mindre fokus på alkohol.

Danske Gymnasier har i samarbejde med Alkohol & Samfund og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) lanceret et nyt værktøj – GymnasieGuiden, som kan inspirere gymnasierne til at holde fester og andre sociale arrangementer med mindre alkohol.

Under corona-pandemien har danske unge drukket markant mindre, end de plejer, og med guiden får gymnasier og elever et konkret værktøj, der kan hjælpe dem til at fastholde det lavere alkoholforbrug, når hverdagen igen vender tilbage.

GymnasieGuiden er praktisk inddelt i fem forskellige afsnit, der omhandler tiltag, man kan iværksætte før festen, i døren, under festen, i baren og efter festen, og som man kan plukke i og sammensætte alt efter temperament for at skabe lige præcis den festkultur, der passer til det enkelte gymnasium. Derefter er det bare at printe og følge gymnasiets helt egen opskrift på den gode fest eller cafe med mindre fokus på alkohol og mere fokus på fællesskab.

Forslagene i guiden bygger på konkrete eksempler fra gymnasier, som har haft held til at mindske alkoholindtaget ved fester og cafeer. Der er altså tale om praksis, som allerede er afprøvet med succes.

Derfor vil nogle af guidens tiltag måske virke velkendte for det ene gymnasium, mens andre tiltag vil være en øjenåbner for et andet.

– En del gymnasier arbejder allerede målrettet med at arrangere fester, hvor der er mindre fokus på alkohol, men uanset om man er erfaren eller lige startet på processen, kan guiden fungere som en god inspiration, for vi kan helt sikkert lære noget af hinanden, siger Birgitte Vedersø, forkvinde for Danske Gymnasier.

Hun er især begejstret for, at guiden også indeholder afsnit, der specifikt omhandler timerne før og efter festen.

– Det er vores erfaring, at meget af elevernes alkoholindtag sker til for- eller efterfester hjemme hos eleverne, så her er det vigtigt at bringe forældrene mere på banen, siger Birgitte Vedersø.