Digitale krænkelser er en bred betegnelse

Digitale krænkelser er en bred betegnelse for krænkelser, som kan være ulovlige, men ikke behøver at være det. Og som ofte finder sted på internettet eller på sociale medier. Når der er tale om digitale krænkelser, vil der hyppigt også være tale om et offer. De allerfleste ofre er yngre personer. Dette projekt beskæftiger sig med ofret. Projektets overordnede målsætning er på sigt, at tilbyde ofret en kvalificeret og målrettet hjælp. Projektet beskæftiger sig hovedsageligt med digitale krænkelser, hvor et billede eller en video med et privat eller intimt indhold er delt uden samtykke.

Ofret kan reagere på mange forskellige måder afhængig af karakteren af den aktuelle krænkelse. Alvorsgraden beskriver karakteren og omfanget af krænkelsen og udløser en mere eller mindre alvorlig reaktion hos ofret.

Alvorsgraden og nøgenhed hænger ikke nødvendigvis sammen

Ofre reagerer meget forskelligt. Ofre kan reagere voldsomt, angstfyldt og med konsekvenser for deres sociale liv alene på baggrund af et relativt uskyldigt nøgenbillede uden seksuelt indhold. Ofret, som er fotograferet i undertøj eller bikini, kan have en alvorlig reaktion på deling af billedet. Også selvom ofret ikke kan identificeres. Der er dog en tydelig tendens til, at jo mere intimt og seksuelt indholdet er på billedet, jo mere alvorlig bliver ofrets reaktion. Kan ofret identificeres med navn, bliver ofret ekstraordinært påvirket. Læs kronik om pilotprojektet her.

Ofret har vanskeligt ved at håndtere situationen alene

Ofre for digitale krænkelser forsøger ofte at håndtere krænkelsen alene. Det er almindeligt, at de unge ikke har lyst til at involvere forældre, venner eller undervisere, men går alene rundt med kaotiske følelser af skam og skyld. Pilotprojektet viser, at ofre ikke er i stand til at normalisere situationen uden hjælp fra politi, ressourcepersoner, forældre, venner og bekendte. Hvis den unge har et solidt og velfunderet netværk, er det betydeligt nemmere for den unge at få målrettet hjælp. Er den unge socialt udsat, er det tilsvarende vanskeligere at involvere omgivelserne og få kontakt til voksne, som kan bistå med den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt.

Tid er afgørende for alvorsgraden

Jo hurtigere der bliver grebet ind med målrettet hjælp til offeret, jo større er sandsynligheden for, at den unge hurtigt får normaliseret situationen. Der er en klar tendens til at jo længere tid, der går inden, der bliver grebet ind, og ofret modtager målrettet hjælp, jo værre udvikler situationen sig for ofret.

Omfanget af problemet

Det er ikke afklaret, hvor udbredt problemet er med deling af billeder/video med privat eller intimt indhold. Formodningen i landsdækkende medier er, at omfanget er stort og meget almindeligt. For at få et nuanceret billede af det objektive omfang, kræver det en større landsdækkende undersøgelse.

Mægling er vigtig del af en målrettet indsats

Mægling mellem krænker og den krænkede kan være et vigtigt værktøj, som kan afhjælpe ofrets reaktion.  Andre tiltag, som f.eks. omsorgsfulde samtaler, udredning af situationen i samarbejde med ressourcepersoner, som SSP-medarbejdere, undervisere eller studievejledere kan være rigtig effektive i hjælpearbejdet.

Ressourcer og offerhjælp

Det er vigtigt at tildele en hændelse/offer præcis den opmærksomhed det enkelte offer har behov for. Ofre for digitale krænkelser kan have behov for meget forskelligartede hjælp afhængig af situationen og alvorsgraden. Ofret kan i særligt alvorlige situationer have behov for en længere periode med støtte fra forskellige ressourcepersoner, før den unge kan genoptage et normalt liv med normale sociale aktiviteter, som f.eks. at gå i skole.

Video om digitale krænkelser

Mai Holm Hviid, som er rådgiver hos Red Barnet og sletdet.dk, forklarer bl.a. i denne video, hvad en digitale sexkrænkelse er. Psykolog og ekspert i at håndtere digitale sexkrænkelser, Lina Sjögren hos Red Barnet, taler om hvordan ofre reagerer på en digital sexkrænkelse, lovgivningen på området, og hvad man skal være opmærksom på i sager om at dele billeder uden samtykke. De følgende temaer bliver diskutteret i videoen:

  • De 4 kategorier/niveauer for digitale sexkrænkelser
  • Krænkelser kan sættes lig med fysiske overgreb
  • Voksne forstår ikke den digitale verden, som unge begår sig i
  • Drenge søger sjældent hjælp
  • Det er svært at tale om digitale sexkrænkelser
  • Deling uden samtykke er ulovligt
  • Digitale sexkrænkelser kan være mobning
  • Det er naturligt for unge mennesker at bruge billeder i deres seksuelle udvikling