Karsten Dybvad til studenter: Brug teknologien og hold fast i nysgerrigheden

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on Twitter

Danske Gymnasier har bedt adm. direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri, om en tale til de nye studenter. Han opfordrer bl.a. de unge til at holde et vågent øje med teknologiens muligheder.

En tale til årets studenter

 

Af Karsten Dybvad

Kære studenter,

Tillykke! Med huen på hovedet er I nu klar til at møde fremtiden.

I har gennemført en uddannelse, der for bare en generation siden var forbeholdt de få, og I har nu fået papir på, at I er klar til at melde jer på de videregående uddannelser. Spørgsmålet er så, hvilken uddannelse I skal vælge?
Det er svært at spå, især om fremtiden, har Storm P., Niels Bohr og andre gode mennesker sagt. Det har de selvfølgelig ret i, men det gør bestemt ikke forsøget ligegyldigt.

I min dagligdag møder jeg virksomhedsledere fra landets største og mindste virksomheder. Fra virksomheder, der ligger i centrum af byerne til virksomheder, placeret ved landets smukkeste vandkanter. Virksomheder med alt fra højtuddannede specialister til faglærte perfektionister. Trods forskellighederne er deres fremtid og succes tæt forbundet med den samme udfordring, som I står over for. Hvad skal vi satse på?

Vores samfund gennemgår en hastig udvikling, hvor vi bare de seneste fem eller ti år har oplevet teknologiske fremskridt, nye produkter, vi ikke anede, at vi manglede – og dermed nye muligheder, der pirrer fantasien om, hvad der kunne komme rundt om næste hjørne. Det er også den nysgerrighed, I skal bruge, når I træffer valget om det næste uddannelsesskridt.

Ét område, som især pirrer nysgerrigheden i erhvervslivet i disse år, er digitaliseringens muligheder. Vi er gået fra et samfund, hvor computerne blev set som en elektronisk skrivemaskine, der gav lidt mere avancerede redigeringsmuligheder, til en verden, hvor det bogstaveligt talt er inden for vores rækkevidde at overlade bilnøglerne til algoritmer og kunstig intelligens.

Den teknologiske udvikling er skabt af mennesker, der greb ned i den stærkeste værktøjskasse, der findes i dag. Nemlig den, hvor vi bruger nysgerrigheden som redskab til selv at tilpasse, forme og udvikle teknologien efter behov. Så husk: Lad jer ikke overbevise om, at teknologi, uddannelse eller samfund er givne, urokkelige og konstante størrelser. Tingene ændrer sig – og bliver hver dag formet af idérige mennesker og det samfund og den tid, vi lever i.

I står over for et stort valg, når I skal tage det næste skridt. For nogle er valget allerede givet. I ved, hvor I skal hen. For andre er valget stadig usikkert. Og I kan alle ende med at ombestemme jer af lyst eller tvunget af omstændighederne. Mit råd til jer er at løfte blikket, så I både mærker efter, om I har motivationen og interessen, der skal bringe jer igennem de næste tre, fire eller fem år i jeres uddannelse. Og samtidig, at I har blik for, hvad I bagefter kan bruge den til.

Hverken jeg eller nogen anden kan fortælle jer præcis, hvad fremtiden vil bringe. Så langt havde Storm P. og Niels Bohr ret. Men noget ved vi.

I vil være den bedst uddannede generation i Danmark nogensinde. Det er jo fantastisk. For det siger noget om, hvor stort et potentiale I sammen rummer for at gøre Danmark til et endnu bedre samfund. Jeg bliver i hvert fald optimist på Danmarks vegne, hver eneste gang jeg møder de unge studerende derude. For I er dygtige, og I har som regel altid store ambitioner på både jeres egne og vores samfunds vegne. Men når I nu er del af en så dygtig og veluddannet generation, kommer I også til at kæmpe hårdt for de gode job – og nok også mere, end jeres forældres generation måtte gøre det. Så selv om jeg ikke kan fortælle jer præcis, hvad der venter jer, så kan jeg måske give jer noget inspiration til, hvor I skal søge efter svaret.

For det første er det givet, at teknologisk forståelse bliver efterspurgt i de kommende år. Der er brug for dygtige it-medarbejdere og ingeniører, så de af jer, der har motivationen og evnerne i den retning, kan næsten være sikre på gode jobmuligheder i fremtiden. Men også for jer, hvor teknologi virker mere fremmed, er der grund til at kigge i retning af uddannelser, som forholder sig til teknologi. For teknologien kommer til at vende op og ned på rigtig mange jobfunktioner. Alle job vil blive digitaliseret – nogle fuldt, andre kun lidt. Så evnen til at tilpasse og udnytte eksempelvis teknologi på nye måder kommer til at stå i høj kurs. Det kræver ikke, at man kan programmere – men at man gennem sin uddannelse lærer at tænke kreativt og finde på nye løsninger til, hvordan man udnytter eksempelvis teknologien til at løse nogle af de problemer, som verden i dag står over for.

Et andet råd er, at I kigger mod det private arbejdsmarked. Det er her, der kan blive ved med at opstå nye arbejdspladser, så længe der ordrer og dygtige mennesker at få. Vores virksomheder har simpelthen brug for jer. Det betyder selvfølgelig ikke, at I alle skal fravælge at læse til eksempelvis pædagog eller folkeskolelærer, for dem er der i den grad også brug for, så næste generation også kan blive den bedst uddannede i Danmark – ligesom der er brug for dygtige og dedikerede mennesker til alle de andre dele af vores offentlig sektor. Men for rigtig mange af jer venter der store og spændende muligheder i en virksomhed, hvis I går den vej.

Og så til sidst det tredje råd: Lyt nu til jeres motivation. Spørg jer selv: ”Hvad har jeg lyst til at bruge min fremtid på”? Jeres fremtid afhænger selvfølgelig af meget mere end den uddannelse, I vælger. Heldigvis, da. Men med den rette uddannelse, der giver jer adgang til jeres første job, får I mulighed for at flytte karrieren i mange forskellige retninger. Så længe I bare samtidig husker at holde fast i det vigtigste af alt – jeres nysgerrighed.

Tillykke og held og lykke fremover!

Og bliv ved med at tro på jer selv. I har noget at have det i.


Om forfatteren

Karsten Dybvad er uddannet cand. polit. og adm. direktør i Dansk Industri. Før han kom til DI i 2010, var han departementschef i Statsministeriet. Karsten Dybvad er desuden bestyrelsesmedlem i PensionDanmark, PFA og PFA Holding samt bestyrelsesformand for Copenhagen Business School.

Foto: Dansk Industri/Joshua Gross.