Institutlederen: Nye studerende er ekstremt dygtige

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on Twitter

De 300 unge, som hvert år begynder på statskundskab på Københavns Universitet, har i høj grad kompetencerne i orden til livet som studerende, lyder det fra institutleder Mikkel Vedby Rasmussen.

Professor og institutleder Mikkel Vedby Rasmussen, KU, er ikke meget for at tegne et alt for firkantet billede af de nye studerende, som enten direkte efter gymnasiet eller efter sabbatår begynder på statskundskab. Ordet forskellighed er det, som bedst tegner billedet af de unge.

Dem, der søger ind på statskundskabsuddannelser og de andre samfundsvidenskabelige uddannelser i Danmark, er ifølge institutlederen nemlig på jagt efter noget forskelligt.

– Sammenligner man statskundskabsinstiutterne i Danmark, bliver vi i stigende grad specialiseret inden for forskellige felter og inden for forskellige arbejdsmarkeder, og så får vi jo også forskellige typer af studerende, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Møder dem på højt niveau

Han er dog fuldstændig klar i mælet, når det gælder kompetencerne hos disse unge: De er i top.

– Langt størstedelen har haft samfundsfag på A-niveau og med den måde, samfundsfag har udviklet sig på i gymnasiet, er der mange ting, som de er helt klar til at blive undervist i her. Vi møder dem derfor på et højt niveau, som vi kan bygge ovenpå. Det er en fordel for dem på højt niveau, men det er også en fordel for dem, der ikke er på A-niveau, for så kan man bedre få øje på deres behov for at blive opgraderet lidt, siger han.

Godt greb om videnskabsteori

De nye studerende har ifølge Mikkel Vedby Rasmussen også nydt godt af gymnasiets fokus på studieforberedende opgaver.

– Man har haft fokus på videnskabsteori, refleksion og metode i forbindelse med de studieforberedende opgaver, og det har vi tydeligt kunnet mærke i metodeundervisningen. Det med videnskabsteori har de et bedre greb om end tidligere generationer, og de har også nogle styrker i projektarbejdet, siger han.

Simpelthen spændende

Institutlederen har ingen bud på forbedringspunkter hos de unge. Tværtimod.

– Det er en generation af ekstremt dygtige unge mennesker, vi får. Når man ser på deres CV, har de også lavet frivilligt arbejde og været ude at rejse. De har altså en lang række kompetencer – også ud over de boglige – som simpelthen gør dem til nogle spændende mennesker, siger Mikkel Vedby Rasmussen, der samtidig roser gymnasierne for at være gode til at vække de unges nysgerrighed om samfundsmæssige problemstillinger.

/fgb