Gode rum giver god læring

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on Twitter

Med en rådgiver ved hånden finder man faktisk ofte ledig plads i de eksisterende bygninger, lyder det fra brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder.

I en ny bog ”Kloge Kvadratmeter” bliver der peget på, at skolerne i Danmark har et stort potentiale, hvis man bliver bedre til at udnytte sine dyrebare kvadratmeter.

Chefkonsulent Peter Andreas Sattrup fra brancheorganisationen Danske Arkitektvirksomheder, der tæller ca. 650 medlemmer, har ikke tal på gymnasieområdet, men mener generelt, at det altid er en god ide at få kortlagt sine kvadratmeter.

– Det viser sig, at man tit kan optimere på de kvadratmeter, man har, når man kortlægger dem. Hvis man har en rådgiver med sig til at kigge på organisationen og de fysiske rammer, så viser der sig ofte et potentiale, siger han.

Spar millioner

Det gælder også, hvis man går med planer om at bygge nyt.

– En god indledende rådgivning er helt afgørende for at finde ud af, om man kan spare millionerne på at bygge og i stedet udnytte de eksisterende rammer bedre, siger han.

Kig på helheden

Peter Andreas Sattrup pointerer samtidig, at kvaliteten af skolernes lokaler påvirker undervisningen markant.

– Få en arkitekt til at vurdere, hvordan rummene er designede, møblerede, hvordan dagslyset og indeklimaet er etc. Summen af de forskellige effekter betyder ifølge undersøgelser ligeså meget for elevernes læring, som kvaliteten af undervisningen, siger han.